Der er kun 71.000 mennesker på Cayman Islands, der er berygtet som skattely for lyssky penge.
Området, der er et selvstændigt britisk protektorat, har to golfbaner, en på 9 og en på 18 huller, og nu har det produceret sin første golfstjerne, 19-årige Aaron Jarvis (billedet/Getty), der har vundet det latinamerikanske juniormesterskab på Pete Dye’s legendariske Teeth of the Dog-bane på Casa de Campo-resortet på Den Dominikanske Republik.
Afslutningen var højdramatisk. Jarvis sluttede med birdie på 18 og gik dermed alene i spidsen i -7, da Fred Biondi, Brasilien, samtidig med bogey på 17 fik bogey og gik tilbage til -6.
18. hul er imidlertid en fin par-5-eaglemulighed, og det kunne Biondi udnytte til sejr, mens argentinske Vicente Marcillo med eagle kunne få omspil.
Først slog Marcillo tilsyneladende sit andet slag kort af green, men så ramte bolden et sprinklerhoved og sprang ind på green. Eagleputt.
Derefter slog Biondi, der havde haft det bedste drive, sit andet slag højre om green til et dårligt leje. Så dårligt, at han måtte nøjes med par, men hvad med Marcillo, der så godt 2 meter fra hullet? Hans eagleputt løb rundt i hulkanten, og så havde Aaron Jarvis ikke bare vundet mesterskabet, men også den automatiske billet til såvel Masters som The Open.
– Det er vildt at repræsentere Cayman Island, og det vil jeg gerne blive ved med i mange år. Jeg vil involvere mange flere i golf og være en inspiration for dem alle sammen ved at spille Masters og The Open. Det er helt specielt.
Nu spørger du måske, hvor mange der bor i Fiji, hvor Vijay Singh kommer fra?
Det tal er mere end 10 gange så stort, ca. 883.500 indbyggere, så Jarvis kan roligt gå på jagt efter de rekorder, Singh har sat.