Holes-in-one kan være temmeligt enkle: Man slår, bolden rammer green og går i hul – men der er også ganske fantastiske holes-in-one, der overgår, hvad forfattere kan skrive uden at blive beskyldt for at være urealistiske.

Find fx på YouTube Andrew Magees albatros, hvor bolden først ramte Tom Byrons putter; James Kingstons hole-in-one, hvor bolden først var drønet rundt mellem grenene på et træ som i en flipperautomat; Fuzzy Zoellers hole-in-one, hvor en bold, der tilsyneladende lå stille i semirough, havde spin nok til at brænde sig igennem til green og løbe i hul; Leif Olsons hole-in-one, der ramte Kris Banks bold og derefter løb i hul; etc.

For få dage siden fik 36-årige Allison Koehnke fra Salem, Oregon, hole-in-one på Bandon Dunes Sheep Ranch – med sin putter og en carambole på vejen mod green, der lå yderst på et klippeparti, som man kan se på baneoversigten.

Hun havde så dårlige erfaringer med sine jern, at da 16. hul fra den korteste tee var 92 m (billedet) ned ad bakke besluttede hun at bruge sin putter og slog med den, som hun ville have gjort med sin wedge. Hendes mand Drew syntes, det var så usædvanligt, så han filmede det, og det findes let på nettet.

Bolden rullede mod en meget smal indgang til green og carambolerede med en medspillers bold, så den skiftede retning mod flaget – hvorefter den gik i hul!

Det er forståeligt, at firebolden blev euforisk!

Forrige artikelEmily topper LET’s rangliste
Næste artikelUgens TV-golf: Kvinderne spiller major – slutspil i USA
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.