The Clambake kaldtes i daglig tale den Pro-Am, som Bing Crosby stiftede, og hvor en mængde berømtheder fra andre områder var amatørerne. Her er et par glimt:

Astronauten Alan Shepard blev af Bing Crosby introduceret i The Clambake med ordene: – Her kommer den mand, der formentlig har haft de bedste seertal af os alle, Alan Shepard, den første golfspiller på Månen.
Shepard var bange for at blive til grin, når han slog sit måneslag, så han trænede forud i bunkers, iklædt sin rumdragt. Siden tjente han bl.a. penge på at stå bag mærket ’månebolde’, og han døde uden at få sikkerhed for, hvor på Månen hans bolde havnede!

Jack Niclaus spurgte et år skuespilleren Jack Lemmon (På Gettys billede sammen med Sean Connery), hvor han dog havde købt den driver, han brugte med så lille succes.
– Jeg fik to for 5$ hos købmanden, lød svaret.
– Du blev snydt!

Den fremragende jazzmusiker og trompetist Don Cherry var som nær ven af Bing Crosby fast deltager i The Clambake og indlogeret i et hus lige ud mod første tee. Her kunne han høre spillerne blive råbt op af starteren, og en dag hørte han gennem det åbne vindue:
– Olympisk guldvinder, den første film-Tarzan, Johnny Weissmüller….. Johnny Weissmüller … hvor er Johnny Weissmüller?
Don Cherry kunne ikke bare sig, men råbte ud: – Så se dog efter i træerne!
Det varede et kvarters tid, før starteren kunne holde op at grine.

Ekspræsident Gerald Ford deltog flere gange i The Clambake og trak som ekspræsident et stort antal tilskuere, selv om han – trods handicap 13 – ofte spredte sine drives noget uforudsigeligt. Når det skete, var han hurtig til at råbe sit advarende …
– Ford!

 

Forrige artikelMixedfest i Florida
Næste artikelRahm udelukket fra PGA – tre spillere kan juble over konsekvenserne
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.