Det er tit sjovt at se tilbage på, hvad der er sket i tilsvarende uger i tidligere år, så lad os i dag se nogle af de meget forskellige ting, der tidligere er sket i første uge af april:

2. april 2010:

Ryo Ishikawa (billedet/Getty) vinder The Crowns på Japan Tour som 18-årig efter at have skudt en 58er i sidste runde på Nagoya Golf Clubs Wago Course, der er 5.985 m lang med par 70. Før sidste runde lå han seks slag efter Shigeki Maruyama, men vandt med fem slag. Dagens næstbedste runde var på 65 slag. Det var historiens første 58er på en af de øverste tours, og han indledte den med 9 birdies på de første 11 huller. På sidste hul havde han et birdieputt på 4½ m for 57, men missede.

2. april 2012:

Thorbjørn Olesen vinder sin første ET-sejr i Sicilian Open, da han i -15 slutter et enkelt slag foran Chris Wood og tre foran Søren Kjeldsen og Nicolas Colsaerts.

4. april 1965:

Sam Snead vinder Greater Greensboro Open (Wyndham Championship), 52 år 10 måneder og 8 dage gammel som stadig den ældste vinder i PGAs historie. Det var samtidig hans PGA-sejr nr. 82. Det var hans ottende sejr i turneringen, som han tidligere havde vundet i 38-46-49-50-55-56-60, og det er kun gjort efter af Tiger Woods, der har vundet Arnold Palmer Invitational og WGC Bridgestone otte gange.

5. april 2007:

102-årige Elsie McLean får på Bidwell Park i Chico, Californien, hole-in-one på hul 4 par-3 på 91,5 m. Hun slog med driveren(!), og det var hendes livs første hole-in-one, som først blev opdaget, da hendes medspillere fandt bolden i hullet.

Forrige artikelÆrefuld hæder
Næste artikelUkrudtet har bidt sig fast på danske golfbaner
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.