Mens vi bevæger os ind i årstiden, hvor alt for meget vand truer med at fryse til is på golfbanerne, tager tirsdagsanekdoten et frikvarter med en række af de anekdoter, der knytter sig til Walter Hagen (billedet/ Getty).
Medvirkende til Hagens ønske om at leve som en millionær var, at han under en match, hvor han var caddie, flere gange blev sendt ind i klubhuset for at hente opstrammere til spillerne. Her så han for første gang en levestandard, han aldrig havde set magen til, og besluttede, at sådan skulle han også leve en dag.
— o0o —
I sin første professionelle turnering nogensinde, Canadian Open 1912, så Hagen den britiske professionelle Tom Anderson, bror til Willie Anderson, der vandt US Open fire gange. Tom Andersons tøj betog Hagen mere end broderens rekordliste. Tom spillede i silkeskjorter af fineste kvalitet, havde flannelsbukser med enkeltopslag, bar et stort, skødesløst bundet, rødmønstret silkehalstørklæde og havde en kæk, skotskternet kasket på hovedet. Han gik i sko af hvidt gedeskind med røde gummisåler og brede hvide snørebånd. Hagen besluttede, at han i resten af sin karriere ville være klædt i den stil.
— o0o —
Da Hagen siden blev professionel i Florida, bar han i hver ny runde, som han spillede to af om dagen, hvide flannelsbukser, som det kostede 6$ at rense. Så løb han ind i en forhandler, der solgte bukserne til 5$ pr. par, købte i hundredvis af dem og brugte efter hver runde et par som drikkepenge til en caddiemaster, en portier, en drager eller måske en piccolo, der oplyste ham om, hvilke smukke, rige og ugifte kvinder der i det seneste døgn var checket ind på hotellet.
— o0o —
Før PGA Championship 1925 sad Al Watrus, Mike Brady, Leo Diegel, Harry Cooper, Tommy Armour, Willie Klein og Bill Mehlhorn sammen i omklædningsrummet uden at være klar over, at Hagen var i nærheden. – Lad mig få fingre i Hagen i år, ønskede Diegel. – Åh nej, skreg Watrous, – han er MIN i år! – Jeg tager ham, forsikrede Mehlhorn, – han er min! Sådan fortsatte det, til Hagen hvirvlede rundt om et hjørne og i langsom rækkefølge pegede på dem en efter en, mens han med eftertryk og virkningsfulde pauser sagde: – Jeg gad vide – hvem af jer – gutter – der vil – slutte – som nr. 2 – i år! På vej til sejren slog han først Watrous, derefter Brady, så Diegel med vellykket gamesmanship, i semifinalen Cooper og i finalen Mehlhorn – som altså var svaret!
— o0o —
Mod Diegel havde Hagen været to ned med to huller igen. Han vandt næste hul med et putt så usandsynligt, at Diegel rystet tabte sidste hul, og matchen gik i omspil. På 39. hul havde Hagen et nyt vanskeligt putt, men holede det, hvorefter han gav Diegels ellers ikke ganske enkle putt på knap tre meter efter en match, hvor intet var blevet givet til da. Såvel Diegel som publikum fattede ikke en pind, og resultatet var, at en rystet og spekulativ Diegel var ude af stand til at spille hul 40 ordentligt, og så var det slut.
— o0o —
Da Hagen vandt The Open 1929 på Muirfield, skænkede han hele sin førstepræmie på 100£(!) til sin 16-årige caddie.
— o0o —
Under en runde med en af verdens rigeste mænd, Edsel Ford, stod Hagen på første hul lige ved siden af bilproducenten, der fumlede med sin bag, og ud faldt en maskinpistol. – Jamen, hvis du er så ivrig efter at vinde det hul, vil jeg godt give dig det! udbrød Hagen, mens en flov Edsel Ford forklarede, at han netop havde modtaget trusler om, at man ville forsøge at kidnappe hans børn, som fulgte med på runden, så derfor ….
— o0o —
Hagen fortalte under et animeret selskab, at han kendte den lokale golfbane så godt, at han kunne lave birdie på et af de svære huller i mørke. Det blev til et væddemål, og hele selskabet begav sig af sted med lommelygter.
Hagen forklarede, hvordan hans første slag skulle spilles over en drilsk sø, og drivede ud i mørket. Selskabet travede op ad fairway, og præcis, hvor Hagen havde forudsagt det, lå der en bold.
Han forklarede, at næste slag ville bringe ham tæt på hullet, og at han uden problemer ville undgå de bunkers, der garderede green. Så slog han, og tilskuerne havde næsten ondt i maven af spænding, da de fulgte Hagen fremad.
Men … ganske rigtigt. Blot en halv meter fra hullet lå bolden, som Hagen uden problemer holede for vundet væddemål.
Det varede mange år, før han røbede, at han havde sendt en caddie ud og placere de to bolde de rigtige steder mod god betaling for arbejde ….. og tavshed!
