Den næstmest viste golffilm på verdens tv-stationer er Tin Cup fra 1996 (den mest sete er Caddyshack). Som golfspiller har du formentlig set begge eller anskaffet dem som video eller DVD, og ‘Tin Cup’ er manges favorit. For mænd både pga. golfen og fordi Rene Russo har en så usædvanlig skøn udstråling. For kvinder pga. golfen og Kevin Kostner som den fallerede pro med kæmpestore mindreværdskomplekser og et golftalent, som han aldrig har fået udviklet efter fortjeneste, formentlig netop pga. det der mellem ørerne. For begge køn pga. de ofte fascinerende dialoger og mange originale golfscener.
Den scene, man husker bedst, udspiller sig på sidste hul i US Open, hvor Roy McAvoy får en af golfhistoriens mest berømte 12ere, fordi han nægter at lægge op og hele tiden forlanger en ny bold fra sin caddie, til han til slut holer fra 207 m over vand.
Det pågældende hul ligger på Deerwood CC i det nordøstlige Houston, Texas, hvor der ligger en mindeplade på det sted, som det utrolige slag blev slået fra.
Hvis man vil se de steder, hvor golfscenerne blev skudt, er Deerwood dog ikke det eneste. De fleste optagelser skete på Tubac GC i Arizona, men Deerwoods hul 13 var suverænt det bedste til det kritiske hul 18.
Med det stadigt voksende antal spillere optræder golf i stadigt flere film og episoder af tv-serier. Man kan være sikker på, at manuskriptforfatterne til Barnaby ikke er tilhængere af golf. De fleste udøvere er overklasseløg, der hader og myrder hinanden, eller alt for selvbevidste pros.
Hovedrollehaveren i Dan Jenkins’ golfroman ‘Dead Solid Perfect’ er heller ikke den type, de fleste forældre ønsker at fremelske, hvis de sender deres børn til golf.
Billedet viser Kevin Kostner i en pro-am på Pebble Beach.