I denne uge spilles PGA Championship på Harding Park i San Francisco. En donation på flere millioner dollars blev givet, for at man skulle kunne afsløre en statue af den tidligere præsident for USGA og primus motor i klubben, Sandy Tatum, der døde i 2017, næsten 98 år gammel. Tatum spillede som ung golf for Stanford og var ved siden af sin advokatvirksomhed aktiv som spiller flere år forbi, at han var fyldt 90, ikke mindst som succesfuld golfarkitekt.
En billedhugger blev sat på opgaven og fremstillede skulpturen, så man ser Tatum stå sammen med en dreng med en golfbag og en siddende, eftertænksom dreng. Det skal symbolisere Tatums indsats for ungdommen, som gik langt ud over at lære dem golf.
Skulpturen blev færdig i tide, men den kæmpestore lastbil, der transporterede den, kørte galt. Chaufføren blev hårdt kvæstet, en passager slap med lette sår, men den golfkølle, Tatum står med, var brækket.
Faktisk den eneste kølle, gentleman’en Tatum nogensinde har brækket, hedder det sig.
Bjergning af bil og skulptur løb op i et femcifret antal dollars, og statuen skulle også renoveres, men det lykkedes at skaffe pengene, at få reparationen klaret i lynhastighed, og endelig at få den frem i en ny, vellykket transport, så den nu står og møder deltagerne i PGA Championship, efterhånden som de dukker op.
Vi har ikke rettigheder til billeder af statuen, så vi må nøjes med Tatum som ung golfer og som gammel (Getty) på den dag, hvor det blev publiceret, at Harding skulle være vært for PGA Championship.
Banen var lukket i flere måneder, og imens vænnede rådyrene sig til at have den for sig selv, som man kan se her efter, at den var åbnet igen (Getty).