Da Brooks Koepka måtte trække sig før sidste runde af Tour Championship, vidste 22-årige Joaquin Niemann, at han kom til at spille sidste runde alene. Da han ikke kunne gøre stort ved sin indtjening i øvrigt, besluttede han og hans caddie Gary Mathews at gå efter hastighedsrekorden for en runde på East Lake på det niveau for at slutte sæsonen lidt sjovt.
Mathews tømte baggen for alt overflødigt, bl.a. regntøj og paraply. Han medbragte kun tre bolde mod normalt seks. Han medtog intet at spise og drikke og så gik det af sted. Rekorden var 1 time og 59 minutter.
Beslutningen var at spille hurtigt, men ikke vanvittigt, på de første ni huller. Da Niemann lå i +2 ved vendingen på lige over en time, besluttede han at gå efter rekorden. Tilskuerne fik en mængde morskab ud af at se den høje, slanke chilener løbe ubesværet af sted fulgt af den knap så slanke, storsvedende Mathews. På Gettys billede stormer de op ad 18. fairway.
Rekorden kom i hus med tiden 1 time og 53 minutter, og bag-9 blev spillet i par. Niemann blev alligevel blot nr. 29, men kunne alligevel hæve en bonus på 405.000 $.
Den tit noget sure Paul Azinger sagde på tv, at Niemann kunne være blevet meget bedre placeret, hvis han havde spillet bag-9 i -6 eller -7, men selv da var han kun blevet nr. 20.
Der blev alligevel et efterspil. En dommer stillede sig foran Niemann og meddelte, at han havde miskrediteret golfspillet og ville få en bøde på 10.000 $. I det øjeblik var han i livsfare, men det lykkedes Niemann at beherske sig, og sekundet efter kom det fra dommeren: – Bare rolig. Det var kun for sjov!