De nye golfregler har nu været i kraft i mere end et år, og man har fået mange erfaringer med den. Flertallet af dem fungerer fint, mens der er voldsom diskussion om andre – og måske den måde, man har brugt dem – og evt. ønske om at føre nogle regler tilbage eller at få endnu flere nye.

Mange bruger turneringspausen til at diskutere netop den sag, og der er nok at tage fat på:

De nye dropperegler. Man skal nu droppe i knæhøjde (på billedet gør Rory McIlroy det), og nogle er dømt for ikke at gøre det korrekt. Hvorfor kan man ikke blot droppe i den højde, der passer en bedst mellem bryst og knæ? Spørgsmålet er, om ikke de ‘lave’ drop har gjort det lettere at få det ønskede resultat af et drop.

Reglerne om, at caddies ikke må line spillerne op. Her er det mest fortolkningen, der er problemet. Det virkede fx uretfærdigt og nærmest latterligt, da caddien ikke kom hurtigt nok væk fra et putt på en halv meter, som Li Haotong skulle foretage, og han fik strafslag og mistede et sekscifret antal dollars i præmiepenge.

Reglerne om out of bounds. Der er mange fortalere for, at de skal ændres, så det svarer til reglerne for røde strafområder (jeg vil gerne have hazards tilbage!). Det vil spare tid, når man ikke skal tilbage til teestedet og slå igen, og det ikke give en straf, som mange finder uforholdsmæssig stor – men der bør vel være forskel på de mislykkede og de totalt håbløse slag – eller hvad?

Lempelse for at havne i et turfhul på fairway. Her er til gengæld et sted, hvor det synes rimeligt at give lempelse. Især i betragtning af, at man i andre situationer må lægge op, har fridrop, hvis man havner på tribuner, i telte o.l. Naturligvis skal man normalt spille derfra, hvor bolden ligger, men uheld bør ikke være af den menneskeskabte karakter. At man ikke har ændret reglerne her er formentlig af skræk for de diskussioner, der vil opstå, men golfspillere er jo retfærdige og fine sportsfolk, når man skal argumentere i andre situationer, ikke sandt?!

Væk med lempelser for slag på tribuner etc. Her finder mange det irriterende, at et totalt håbløst slag kan havne på steder, hvor det giver fridrop. Ja, i noglre tilfælde har man kunne sikre sin sejr ved at banke en bold mod en bagvæg og få et fint drop.

Bør stymien komme tilbage? Jeg synes det ikke, men mange i tilstrækkelig høj alder forsikrer, at det er et moment, som de savner. Man lod sine bolde ligge på green, og lå de i vejen, måtte spilleren i tur finde en måde at spille over eller uden om. Der er næppe tvivl om, at det vil give meget tilfældig dramatik, men den vil netop være tilfældig. Slå man et superslag på green, bør man efter min mening belønnes for det – så lad os holde stymien i snooker.

Forrige artikelVanvittigt hærværk mod Blokhus Golfcenter
Næste artikelOnsdagssneglen online #3: Når følelserne tager over
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.