Psykologer arbejder med begrebet ‘frygten for at vinde’. En gang imellem ser det ud, som om topsportsfolk næsten arbejder på ikke at vinde en begivenhed. Det lignede sådan et tilfælde, da afslutningen i Saudi Arabien nærmede sig i søndags, og alle de førende nærmest badede i bogeys, mens Thomas Pieters skød frem bagfra.
Så fik Graeme McDowell skik på sit spil og vandt, men jeg fik mindelser om Estoril Open 2005 og en ufattelig afslutning, som fik mig til at forestille mig, hvad der kunne være sket i hotellets bar den følgende aften, hvis ikke spillerne allerede var hastet til den næste turnering. Det var sjovt at tænke på, og det så således ud, som du kan finde det i min bog ‘Golf med glimt i øjet’:
Afslutningen på Estoril Open 2005 var ufattelig. Lad os forestille os, at de tre hovedpersoner om aftenen efter turneringen mødtes med en ven af alle tre i baren.
Paul Broadhurst (på 18. hul på billedet fra Getty) får først fat i ham:
– Jeg troede, jeg havde chance for at vinde, for jeg var kun et slag efter Paul Lawrie og Barry Lane, før jeg slog ud på hul 18. Jeg gik virkelig efter det hele, men mit drive forsvandt i de glubske nåletræer til venstre. Publikum gispede, og jeg var sikker på, at alt var røget på gulvet.
– I det mindste fandt jeg bolden, selv om den var uspillelig. Jeg måtte langt bagud for at finde et rimeligt sted at droppe, men jeg slap med en bogey. –14 var blevet –13, mens Lane og Lawrie stod klar på hul 17, begge på –15.
Vennen klapper ham på skuldrene og trøster:
– Jamen, du var dog med til sidste hul, selv om jeg godt kan se, at det var bittert, når du ikke havde vundet en turnering i så mange år.
Så blander Paul Lawrie sig:
– Jo tak, det var synd for Paul, men hør, hvad der skete for mig på 17. hul. Her havnede mit drive uspilleligt, så jeg måtte droppe og mistede et slag. Jeg var lige ved at klare mig med en bogey, men så treputtede jeg. Endda fik jeg på hul 18 chancen for at få omspil, men mit putt løb mindst fire gange rundt i hulkanten, før bolden besluttede sig til at blive oppe. Se, dét er hard luck!
Også han er bliver trøstet af den fælles ven, der ved, at på få baner er de afsluttende huller så svære som på Quinta da Marinha i Estoril. Så bliver han imidlertid grebet i armen af Barry Lane:
– Hard Luck? Hør min historie. Jeg teede op på hul 18 to slag foran Broadhurst og tre foran Lawrie. Jeg har sjældent forsøgt at fokusere mere – og så fløj bolden ud i skoven til venstre for fairway. Det viste sig, at den lå oven på nogle grene, som jeg godt kunne slå til. Jeg bestemte mig til at spille den, som den lå, fik fin kontakt og … bolden susede over fairway og var tæt på at ryge out-of-bounds. Det var måske et lille held, at den ikke også gjorde det.
– Det gjorde den til gengæld på næste slag, da den ramte et træ, og så måtte jeg droppe. Bolden kom til at ligge helt uspilleligt, så jeg måtte droppe en gang til. Slagene bare hobede sig op, og jeg havde lyst til at gå min vej. Det gør man ikke som rutineret pro, så endelig fik jeg slået den på green og puttet – til en nier! Jeg faldt fra første til femte plads på et par minutter efter en ellers perfekt turnering.
Vennen ser så vantro på Broadhurst:
– Du kaldte din historie for en hard luck story, men du må da have vundet.
Broadhurst smiler sit bredeste smil.
– Vist så, men der er jo heller ingen lov mod mundheldet: Egen lykke er god, men andres ulykke ikke at foragte. Her overgik deres vanskæbne min, men jeg havde en meget mærkelig fornemmelse i flere timer efter min første store sejr i et årti. Det føltes ikke, som om jeg havde spillet mig til den selv.
Her nikker Lawrie og Lane energisk, og vennen giver alle en drink som trøst for deres skrækkelige uheld – som dog var til at bære for Broadhurst.
