Suzann Pettersens (billedet/ Getty) karriere i golfeliten sluttede på den bedst tænkelige måde: Først var hun ved at hole for eagle og derefter sænkede hun det birdieputt, der sikrede europæisk sejr i Solheim Cup på Gleneagles.
Hvorfor meddelte hun så umiddelbart efter, at hun slutter lige, hvor hun har fundet tilbage til sit allerbedste spil?
På det punkt røg jeg på en vildmand, da jeg fandt en historie om, at hun er gravid med sit andet barn. Hun skulle have fortalt holdkaptajn Catriona Matthew, at hun under matchen ville være fire måneder henne, og at hun derefter ville slutte med at spille golf. Faktisk har hun, da hun efter den første fødsel kom tilbage på banen, set eftertænksomt ud over fairway og sagt: – Er det virkelig det her, jeg har brugt mit liv på?
Hun elsker sin første lille guldklump, så det lød ganske sandsynligt, at der allerede var gang i at få en til, men Matthew skulle ikke have været spor betænkelig: I 2009 vandt hun selv HSBC Brasil Cup på LPGA, da hun var fem måneder henne, og efter begge sine fødsler kom hun i øvrigt tilbage på golfbanen og havde hævet sit spil!
Historien om Pettersens graviditet forsvandt meget hurtigt fra nettet, så den har vi afskrevet, men golf som gravid er et fænomen, mange har beskæftiget sig med i årenes løb.
Der er andre eksempler på, at det ikke generer det bitterste at spille topgolf i omstændigheder. I 1987 var Mary Blackwelder syv måneder henne, da hun blev nr. 33 i Kraft Nabisco Cup, der var en major.
Det allerbedste eksempel er måske dansk: I 2005 vandt Iben Tinning en af sine tre sejre på Ladies European Tour det år i Nykredit Ladies Masters i Kokkedal, da hun var i fjerde måned. Hun havde allerede vundet to gange tidligere det år. Hun fortsatte succesfuldt sæsonen ud og vandt ikke blot LETs Order of Merit, men også Den Gyldne Golfbold.
Lidt om den fysiske side: At spille golf som gravid er godt for humøret, fordi fysisk aktivitet og frisk luft gør glad. Det er godt mod vægtforøgelse, mod risiko for diabetes, og så er det med til at give stamina før den kraftpræstation, som enhver fødsel udgør.
Man skal være opmærksom på, at man kan få balanceproblemer, jo længere henne i graviditeten man er; man skal huske at strække godt ud, før man starter sin runde, og man skal drikke rigeligt.
Desuden frarådes det at bruge maveputter, og i de sidste måneder må man ikke have John Daly som forbillede, selv om hans mave er lige så stor.
Ikke noget med ‘grip it ‘n rip it!’