Heldigvis kan Nanna Koerstz Madsen i dag bare le ad sit andet slag på søndagens 18. hul, hvor bolden foregreb hendes mulige besøg i baren for at fejre sejren.
Heldigvis har man fridrop i den slags situationer, og selv om resultatet blev en bogey, var det godt nok til at komme i det omspil, som hun vandt som dansk golfhistorie.
Slaget i baren er langt fra enestående. Fx havnede en af Thomas Bjørns bolde engang i et telt med service, hvor den lagde sig i en kaffekop. Den har man siden kunnet kalde for Thomas Cup! For en sikkerheds skyld: Der var fridrop.
Rory McIlroy drivede engang ned i lommen på en tilskuer, bolde er havnet i stolesæder, som nogen sad på, og en bold er kommet til hvile halvvejs nede i en BH – det kan man da kalde en sports-BH.
Bernhard Langer og Sergio Garcia har begge slået bolde op i træer omkring green og begge spillet den derfra med rimeligt resultat. Det er godt at have en tree wood i sin bag.
Nicolas Colsaerts sendte et år i Volvo Masters sin bold ind i et badeværelse, og så var der Gene Sarazen, der i Ryder Cup 1931 efter at have vundet de første tre huller mod Fred Robson på hul 4 par-3 sendte sin bold over green og ind i en iskiosk.
Han skulle til at opgive hullet, da han fandt ud af, at hvis han med sin caddie flyttede et køleskab, kunne han spille på green gennem et vindue. Det gjorde han til et 3 m parputt. Det missede han, og Robson vandt hullet med par, men tabte siden 7&6.
Det missede putt ærgrede Sarazen så meget, at han i sin selvbiografi holede det og delte hullet. Hmmmm!