Tirsdagsanekdoten konstaterer, at der for tiden er mange, der annoncerer deres karriereafslutning. Fodboldspilleren fra FCK, David Khocholava, cykelstjernen Michael Mørkøv, og, relevant for os, to golfstjerner.
Den danske er Steen Tinning (billedet), som valgte at offentliggøre sin beslutning i podcasten Golf Showet. Han er 61 år og har modtaget Den Gyldne Golfbold ikke mindre end fire gange. Han har vundet to gange på DP World Tour og to gange på Legends Tour, men det mest imponerende er faktisk, at han kom tilbage til toppen efter et alvorligt trafikuheld i 1995 på en tysk motorvej, hvor han og hans hustru blev hårdt kvæstet.
Tinning har altid passet sin krop forbilledligt, så lad os håbe, at han ikke får problemer med vægten, hvis han holder helt op, men det tror vi på den anden side ikke, han gør. Han stopper bare med konkurrencegolf på højt plan.
Det andet stop er i virkeligheden ikke et karrierestop. Bernhard Langer bekendtgjorde blot, at han ikke ville spille mere på DP World Tour, mens han fortsætter på den amerikanske Champions Tour. For tyskerne var det imidlertid et grådkvalt farvel, og alle havde undt ham, at han kunne have klaret cuttet i BMW International Open.
Da han nåede til sidste hul på anden runde, vidste man, at han ikke fik weekenden med, og der var såvel store ovationer som mange tårer, mens Langer gik frem mod publikum og sagde tak for de mange år med et langsomt buk.
Langer er 66, så det er naturstridigt, at han stadig kan kæmpe om sejren med de 50-årige, især efter at han sprængte sin achillesscene 1. februar, hvor han deltog i et spil pickelball. Da den første verdensrangliste blev publiceret i 1986, var det med Bernhard Langer øverst. Han har vundet 26 gange på DP World Tour, var medvirkende til, at Ryder Cup blev udvidet fra Storbritannien/Irland til Europa, men mest imponerende er hans rekord på 46 sejre på Champions Tour, som stadig kan blive udbygget.