I betragtning af årstiden er det utroligt, hvad der er af nyt alle vegne fra, så lad os komme i gang.
Lige pludselig er der voldsom diskussion om kommentatorerne på Viasat. Det minder om dronningens nytårstale. Det tog mindst 12 år, før Margrethe fandt sin facon, og så havde hun 40 år at perfektionere den. Nu bliver Kong Frederik nogle steder kritiseret hårdt for sin første, som han efter min mening udførte glimrende.
Hvad har det med golfkommentering at gøre? Jo, Henrik Knudsen og Leif Nyholm, hvis kommentering jeg elskede med deres blanding af viden og underfundighed, blev fyret, og i den forgangne weekend hed kommentatorteamet Peter Grønborg, Søren Kjeldsen og på banen Thomas Heiredal.
Det var ikke i første forsøg perfekt, men det tegnede godt. Kjeldsen øste glimrende af sin viden fra en karriere, der stadig er i gang, Thomas Heiredal gjorde det godt fra banen, og Peter Grønborg havde en stor viden at give af. Der blev talt (for) meget, og der manglede den charmerende underfundighed, men for pokker – den skal nok udvikle sig, efterhånden som kommentatorerne skyder sig ind på hinanden og udvikler et samspil som Knudsen og Nyholms.
Så er der nyt fra LIV, der endelig har afsat Greg Norman. Han skal stadig arbejde for LIV, men det fortælles ikke hvordan. I stedet er den nye CEO Scott O’Neil, der kommer fra en stilling som direktør for Merlin Entertainments, der driver attraktioner i 23 lande, bl.a. LEGO land. Han siger, at han er stolt over, at man tror på hans plan for vækst og passion for LIV, men indtil videre ved vi ikke, hvad han konkret mener med det, og han kan få et hårdt arbejde. Vi ved dog, at ca. halvdelen af årets LIV-turneringer vil blive livetransmitteres på Fox News, det Trumpvenlige amerikanske nyhedsbureau.
I USA har vi tidligere fortalt, at man planlagde at flytte Genesis Invitational fra Riviera i den brandhærgede Los Angeles. Det er nu meldt ud, at det vil ske, men ikke hvorhen. Årsagen er, at det vil være tvivlsomt at spille om så uhyggeligt mange penge på et sted, hvor de fleste huse er brændt. Pudsigt nok kunne man bruge samme argument, når husene ikke er brændt.
Den europæiske Challenge Tour har med omgående virkning fået navneforandring til HotelPlanner Tour. HotelPlanner er grundlagt i 2003, og måske, fordi det er så forholdsvis nyt, har det nogle smarte funktioner, der kan hjælpe den, der vil booke rejser eller hotel. Vha. AI kan man fx få assistance på 15 sprog på HotelPlanner.ai
Der var engang i 1990erne, hvor vinderne af PGA-turneringer ofte var Ernie Who else. I weekenden vandt Ernie Els (billedet/ Getty) igen. Det var i årets første turnering på Champions Tour på Hawaii, som han vandt i -18, to slag foran Miguel Angel Jimenez, Alex Cejka og evigt unge Bernhard Langer.