Ifølge Golf Digest har Pine Valley GC i New Jersey meddelt sine medlemmer, at klubben dels har strøget alle restriktioner om, at kvinder ikke kan spille klubbens anlæg, søndag eftermiddag undtaget; dels at den i løbet af de kommende måneder vil få sine første kvindelige medlemmer, som naturligvis skal opfylde klubbens krav om antagelig social adfærd og desuden spille golf af en standard, som klubbens grundlægger George Crump ville have accepteret.
Crump var hotelejer og stiftede klubben i 1913. Den er strengt privat, men rangerer som USAs nr. 1 på en række ranglister. Der er spillet Walker Cup på den i 1936 (billedet/ Getty), men ellers har den holdt sig ude af internationale toparrangementer.
At klubben nu vil tillade medlemmer skyldes dels, at spillets fremtid ifølge formanden er ‘inklusion’; dels at han mindes et afdødt medlems ord, da de diskuterede sagen: – Husk, at vi ikke vil være på den gale side af historien.
Adskillige år efter, at Augusta National åbnede for kvinder såvel i medlemsskaren som i udvalgte turneringer, er det gået op for klubben, at den var ved at havne på den gale side af historien.
Egentlig temmelig præcist udtrykt!