Sidste dag af Masters blev den store fest. Vejret var gået fra koldt til varmt, solen skinnede, og en stor del af feltet gav prøver på deres kunnen.
Ustandselig fik man et rigtigt klassisk Augusta Roar; det bifaldsbrøl, som et euforisk publikum belønner de mest suveræne præstationer med.
Rory McIlroy, der kun mangler Masters i en karriere Grand Slam, fik flest. Han spillede som i sin berømte runde på Quail Hollow og inspirerede Collin Morikawa til lignende bedrifter. De gik i hhv. 64 og 67 slag som sidste rundes bedste og faldt hinanden om halsen, efter at de begge spektakulært havde holet ud fra den store bunker til højre for green på 18.
De gjorde det på hver sin måde. Morikawa tog den lige linje over green til hullet, mens McIlroy tænkte kunstnerisk og skabte et slag, der for evigt vil stå blandt golfspillets bedste og mest spektakulære. Han slog bolden højt op i luften og landede den på bakken bag hullet. Herfra sneglede den sig på en ubegribelig rute langsomt ned mod hullet, mens det gradvis gik op for publikum, at den ville gå i. Da det skete, kastede nordireren sin putter i sandet og opførte en sand krigsdans.
Efter runden fortalte McIlroy, at han ikke i hele sin karriere havde været gladere på en golfbane. Han havde spillet sin bedste finalerunde i en major, og ganske vist ville han ikke vinde, for Scheffler var simpelthen for sikker, men han ville komme tilbage næste år og prøve igen.
For tv-seere over hele verden var det en fantastisk oplevelse at se McIlroy spille sit bedste igen og helt afkræfte den ufatteligt dumme tese, som en journalist dagen før start udkastede i et spørgsmål til Morikawa, der netop sammen med sin kæreste havde publiceret, at de skal giftes.
Journalisten konstaterede, at ‘når mandlige golfere bliver gift, bliver deres spil dårligere. Når kvindelige golfere bliver gift, begynder de at vinde majors. Hvad mener du om det?’
Han mente ingenting og tog næste spørgsmål.
