Det er ikke hver dag, man ser en retssag, hvor en virksomhed, som er grundlagt af en væsentlig person, sagsøger netop denne person.
Det er nu sket: Nicklaus Companies har anlagt sag ved Højesteret i New York mod 82-årige Jack Nicklaus med den begrundelse, at han i 2007(!) modtog 145 mio. dollars for at levere tjenester for firmaet, hvad han siden ved flere lejligheder ikke har levet op til, ja, han har af og til direkte modarbejdet firmaet.
Anklagen nævner tre specifikke områder: Nicklaus har taget imod et væsentligt beløb for at promovere den nylige Soudal Open på DP World Tour; han har handlet ukorrekt i forbindelse med et videospil, som skal udvikles sammen med Masters og PGA Tour; og endelig har han opført sig ukorrekt i forbindelse med firmaets forhandlinger med den saudiarabiske LIV Golf Invitational Series, som Nicklaus blev tilbudt 100 mio. dollars for at tilslutte sig.
Nu skal man ikke tro, at Firmaet mistede penge, fordi Nicklaus modsatte sig LIV. Tværtimod lykkedes det firmaet at forhindre, at det fik ødelagt sin goodwill ved, at Nicklaus anbefalede og tilsluttede sig LIV.
Nicklaus kommenterer: De fremsatte påstande er ukorrekte, men vores samarbejde kan i bedste fald kaldes vanskelige. Jeg er ikke i tvivl om retssagens udfald, men hvis det kan undgås, ønsker jeg, at sagen ikke bliver en offentlig forlystelse.
Nicklaus har nu knap en måned til at svare på beskyldningerne, og svaret kan muligvis falde sammen med The Memorial på Muirfield Village GC, hvor Nicklaus er fast vært, og hvor der står en skulptur af ‘Bjørnen’, som er Nicklaus’ kælenavn.