– Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at se, hvordan min golf har det, men min dårlige ryg gjorde, at jeg var bange for at måtte trække mig efter ni huller, forklarede 47-årige Robert Rock (billedet/ Getty), efter at han temmelig overraskende på Walton Heath havde kvalificeret sig til US Open med runder i 66 og 69 slag.
Robert Rock er blandt de spillere, der først var teaching pro, før han fik en fin karriere som playing pro. Han har vundet to gange på DP World Tour. Først gang Italien Open i 2009, hvor han ellers var tæt på at blive overrumplet af Thorbjørn Olesen, der kom stormende bagfra med en runde i 62.
Anden sejr var i Abu Dhabi Championship året efter, hvor han før sidste runde delte føringen med Tiger Woods, men sejrede i -13, et slag foran en sand stjerneparade: Tiger Woods, Rory McIlroy, Graeme McDowell … og Thomas Bjørn.
I 2009 var han i omspil om sejren i Irish Open med Shane Lowry. Han tabte det, men ikke førstepræmien på 500.000€ – Lowry var nemlig ikke professionel endnu!
Rock trak sig fra golf i 2022 for at prioritere sit golfakademi og for at kunne følge sin søns fodboldkarriere …
… men han var alligevel nysgerrig efter, hvor meget han havde tabt i spillestyrke til gengæld for, at hans hovede er blevet noget mere fyldigt. Det var ikke meget, så nu er han i gang med at søge visum! Da han spillede sin første US Open i 2011, også efter at have kvalificeret sig på Walton Heath, fik han det først, så han ankom til banen tidiligt torsdag morgen. Senere på dagen lagde han sig som nr. 10 og blev til slut nr. 23.