Mere end 63.000 besøgende gæstede Ferie for Alle i Messecenter Herning, og en meget stor del af dem var i hal L, hvor golfbranchen holder til, og hvor man hvert år møder en masse af sine venner. Det er næsten som med tidligere tiders julekort – man skrev til folk den ene gang om året. Nu er der mange af dem, man møder hvert år i Herning.
Udenfor var vejret meget, meget surt. Markerne var omdannet til vandlande, det stormede, og med jævne mellemrum stod det ned i stænger med regn og slut.
Det fik utvivlsomt ekstra mange til at gå på jagt efter de mange fordelagtige rejsetilbud, som ikke mindst de 12 charterrejseoperatører, der efter Kinas afbud var året samarbejdspartnere. Der blev formentlig solgt et rekordantal rejser i weekendens løb, og der var tilbud, der rakte fra greenfees i danske klubber til rejser til eksotiske destinationer verden over.
Ingen sagde det, men alle ryster med garanti for, at hele markedet pludselig vil blive lammet af coronavirussens udbredelse. 7-9-13 bank under bordet – nyt emne.
Som sædvanlig var David Edwards (billedet) på plads med sit trickshow, man kunne prøve udstyr af mange slags, der var tilbud på en billig golfgarderobe, og der var adskillige udfordringer og konkurrencer, bl.a. i Birkemoses udgave af Tivolis Det Muntre Køkken, hvor der blev smadret stabler af porcelæn.
Golfbladet havde som hvert år en stand, der var vel besøgt, og der var stor interesse for det netop udsendte nummer af bladet.
Rejsemessen er en herlig begivenhed, som man egentlig ville tro kunne tiltrække et endnu større publikum. Der er repræsentation fra et stort antal destinationer i Tyskland, Italien, Spanien og Portugal – hvor mon egentlig Sverige og Norge gemmer sig?