Vi er inde i ugen, hvor Ryder Cup på Whistling Straits er højdepunktet, som det er et af årets højdepunkter. Vi vil følge med i stort og småt og starter her med en række småting.
Padraig Harrington har udnævnt en femte vicekaptajn, svenskeren Henrik Stenson. At Thomas Bjørn ikke er vicekaptajn, har undret mange, men det stoppede, da han blev far til tvillinger for en uges tid siden.
Paul Azinger mener ikke, at Brooks Koepka er tilstrækkelig motiveret for Ryder Cup, og er det tilfældet, mener Azinger, at Koepka bør trække sig. Fænomenet er imidlertid ikke nyt. Fra start var McIlroy ikke særlig begejstret for Ryder Cup, og på den amerikanske side mente Jim Furyk, at man tog Ryder Cup alt for alvorligt. Man burde regne den på linje med Presidents Cup. Begge skiftede mening, og er det nødvendigt, gør Koepka formentlig også.
Steve Stricker forsøger sammen med greenkeeperne at få sat banen op, så den er bedst for langtslående, der ikke nødvendigvis slår helt lige. Det gør han ved, at rough bliver klippet tættere ned på den anden side af 240 meter og får lov at være modbydelig frem til da. Det vil være en stor fordel for en spiller som DeChambeau. Der er flereeksempler i Ryder Cup-historien på den slags tiltag, som dog ikke altid har virket efter hensigten.
Allan Bratton, der er coach på Oklahoma State, mener, at Viktor Hovland muligvis er verdens bedste matchplay-spiller. Det var han i hvert fald, da han som Cowboy (sportsmand for Oklahoma State) vandt samtlige singler i tre års finalestadier, vandt 17 af 18 singler i andre væsentlige opgør og vandt de seks sejre, der gjorde ham til vinder af US Amateur. En fantastisk serie.
Den er formentlig med i betragtning, når Golf Digest har rangeret samtlige 24 Ryder Cup-spillere efter formodet styrke i Ryder Cup-sammenhæng. Her er han placeret som nr. 6, og såvel Rory McIlroy som Sergio Garcia og Ian Poulter er sat højere, end deres spil ville betinge det, fordi de har en historisk baggrund . Se blot på billedet fra Ryder Cup 2018!
Hele Golf Digests liste ser således ud: 1. John Rahm, Europa. 2. Rory McIlroy, Europa. 3. Justin Thomas, USA. 4. Patrick Cantlay, USA. 5. Xander Schauffele, USA. 6. Viktor Hovland, Europa. 7. Dustin Johnson, USA.8. Serfio Garcia, Europa. 9. Ian Poulter, Europa. 10. Jordan Spieth, USA. 11. Paul Casey, Europa. 12. Tony Finau, USA. 13. Scottie Scheffler, USA. 14. Tommy Fleetwood, Europa. 15. Collin Morikawa, USA. 16. Brooks Koepka, USA. 17. Lee Westwood, Europa. 18. Bryson Dechambeau, USA. 19. Shane Lowry, Europa. 20. Daniel Berger, USA. 21. Matthew Fitzpatrick, Europa. 22. Harris English, USA. 23. Tyrell Hatton, Europa. 24. Bernd Wiesberger, Europa.