I går var fristen for udtagelse til OL hos mændene. På næste mandag indtræder det samme fænomen for damer.
I begge rækker bliver der 60 deltagere, og kun nationer med mere end to spillere i verdens top-15 kan få mere end to spillere med. Det gør sig kun gældende for USA, der sender verdens nr. 1 og 2, Scottie Scheffler og Xander Schauffele, samt Wyndham Clark og Collin Morikawa, men altså ikke US Open-vinderen, Bryson Dechambeau.
Begrænsningen på to pr. land betyder, at man kommer ret langt ned ad verdensranglisten for at nå til 60. Danmark bliver repræsenteret af Nicolai Højgaard og Thorbjørn Olesen (billedet/ Getty), som godt kan blande sig i medaljekampen. Norge kommer med Viktor Hovland og Kris Ventura og Sverige med Ludvig Åberg og Alex Norén.
Vi bringer ikke hele feltet, men nogle udvalgte. En stor ændring skete i US Open, hvor spanske David Puig erobrede en plads fra Jorge Campillo og skal af sted sammen med Jon Rahm.
Matthieu Pavon og Victor Perez kommer fra Frankrig, Rory McIlroy og Shane Lowry fra Irland, som inkluderer Nordirland. Storbritannien, som ikke er opdelt ved OL, stiller med Tommy Fleetwood og Matt Fitzpatrick, Australien med Jason Day og Min Woo Lee, Italien med Matteo Manassero og Guido Migliozzi, Canada med Corey Conners og Nick Taylor, og vi noterer i øvrigt: Hideki Matsuyama, Japan, Sepp Straka, Østrig, Tom Kim fra Sydkorea, Adrian Meronk fra Polen, Joaquin Niemann, Chile, Abraham Ancer, Mexico, Camilo Villegas, Colombia, Sami Välimäki fra Finland og Kiradech Aphibarnrat fra Thailand.
Vi glæder os allerede.