I søndags skrev 22-årige Nelly Korda historie på flere måder. Hun vandt KPMG Ladies Open, en af kvindernes majors, i suveræn stil. Derved fik hun opfyldt en drøm: Hun gik til tops på Rolex Rankings, kvindernes verdensrangliste; og hun fik mange amerikanere til at udstøde et lettelsens suk: Siden Stacy Lewis 2016 har der ikke været en amerikaner øverst på listen, der har været domineret af asiater, og som siden 29. juli 2019 har haft sydkoreraneren Jin Young Ko på toppen.
En lang periode i 2020 var Nelly Korda nr. 2, men det har krævet en række stabile resultater med bl.a. to sejre i år før med den seneste triumf at detronisere Jin Young Ko. Ugen før KPMG sejrede hun i Meijer Classic med vinderscoren -25.
Nelly Korda er ikke specielt ung på verdensranglistens top, som fx New Zealands Lydia Ko nåede som 18-årug. Hun er til gengæld den kun tredje amerikaner på førstepladsen, siden listen blev oprettet i 2006 med Annika Sörenstam som nr. 1 i 80 uger. I alt ni nationer har haft spillere øverst: Sverige, Mexico, Japan, Taiwan, New Zealand, Thailand, Kina, USA og Sydkorea, der har haft fem forskellige spillere, og som flere gange har siddet på de øverste tre pladser.
På vej mod sejren i KPMG satte hun banerekord med 63 slag i anden runde og var i tredje runde få centimeter fra en albatross på femte hul. Fra 220 meter havde hun den direkte linje mod hullet, men bolden stoppede i utide, så hun måtte nøjes med en eagle.
Nelly Korda kommer fra det, der formentlig er verdens førende sportsfamilie. Hendes storesøster Jessica, der har vundet seks gange på LPGA. Deres bror Sebastian er nr. 50 på verdenstanglisten i tennis og er med i Wimbledon. Deres mor Regina Rajchrtova har spillet tennis ved OL og nåede en placering som nr. 26 på verdensranglisten, mens faderen Petr Korda nåede 2. pladsen på verdensranglisten og vandt French Open 1998 – og så var han den første tennisspiller, der blev udelukket for doping.
Ifølge Nelly er tingene bare sådan. Det er ikke noget, man tænker over i familien, fordi der altid er nogen, der er i gang med noget vigtigt, så der ikke er tid til at standse og gøre status.
Harris English vandt weekendens Travelers Championship efter et otte huller langt omspil med Kramer Hickok, det næstlængste i PGAs historie.
Steve Stricker vandt for tredje gang på Champions Tour, da han sejrede i Bridgestone Senior Players Championship
DM for to generationer vandtes i mixed-rækken af Hardy og Christina Thouber foran Caroline Amalie og Thomas Engelbrecht. I Far og Søn-rækken sejrede Jesper og Jens Meto foran Casper Haghfeldt Hansen – Søren Hansen.