Tingene går stærkt. GOLFBLADET er lige på vej i trykken med Lilia Vu og Nelly Korda som nr. 1 og 2 på Rolex Rankings, verdensranglisten for kvinder, men det er allerede uaktuelt. I stedet er den 20-årige kineser Ruonin Yin nr. 1 efter en fornem fremgang år for år. For to år siden nr. 405, ved nytår nr. 151, og nu allerede nr. 1.
Hun har vundet to turneringer i år, bl.a. KPMG Women’s PGA Championship, som er en major, og hun er dermed den blot anden kinesiske spiller, der har vundet på LPGA. Den første var Shanshan Feng.
Søndag blev hun i Kroger Queen City Championship nr. 3, og det var fjerde gang i år. Det var nok til at gå til tops, og det var en meget bevæget, spinkel Ruonin Yin, der blev interviewet, da hun var kommet i klubhuset som nr. 3 i -14. Tre af de fire runder gik i 66, 67 og 68 slag, men 73 slag på moving day kostede hende sejren.
Hun begyndte at spille golf med sin far som 10-årig og har sat flere rekorder på sin hastige opstigning mod tinderne. I 2019 vandt hun ni amatørturneringer og vandt bronze med det kinesiske hold i Asian Games, hvorefter hun prøvede lykken på Q-school til China LPGA Tour. Den vandt hun, og derefter vandt hun sine tre første turneringer som professionel. Det var aldrig tidligere sket for hverken en debutant eller nogen som helst anden. Da hun blev spurgt, hvordan hun ville karakterisere sig selv, svarede hun ‘kær’.
I 2021 gjaldt det Q-school på LPGA, hvor hun blev nr. 4. Hendes bedste resultat i rookie-sæsonen 2022 var en fjerdeplads i DANA Open, efter at hun havde ført efter en første runde i 65.
Hun træner seks gange om ugen, og hendes forbillede er Collin Morikawa, der ikke driver så langt, men er teknisk næsten perfekt.
Vi andre kan nyde, at hun taler flydende engelsk, så der ikke skal tolk på, når hun bliver interviewet.