Krig påvirker alt, også golf. Alligevel er der golfere, der bruger deres fritid til et slag golf også i krigstid som en mulighed for afslapning i en hård tid.
Briterne har altid været kendt for deres urokkelige ro, og den gik igen i de midlertidige lokalregler, som mange golfbaner vedtog ved starten af 2. Verdenskrig.
Et eksempel er særreglerne, som Richmond Golf Club er blevet berømt for. De er fra 1940 og lyder i oversættelse:
1. Spillere bedes om at indsamle splinter af bomber og granater, så de ikke beskadiger græsslåmaskinerne.
2. Under turnering eller matchspil må spillere, hvis der skydes eller falder bomber, standse spillet og søge dækning uden straf.
3. Placering af bomber med forsinket udløsning markeres med røde flag på en rimelig, men ikke garanteret sikker, afstand.
4. Granat- og bombesplinter på fairways eller i bunkers indenfor en kølleafstand af bolden må flyttes uden straf, og der er ingen straf, hvis bolden under udførelsen hændeligt skifter leje.
5. En bold, der flyttes ved en fjendtlig krigsaktion, må genplaceres; dersom den ødelægges, kan en ny bold droppes uden straf, dog ikke nærmere hullet.
6. En bold, der ligger i et bombekrater, må uden straf løftes og droppes på en linje bagud fra hullet.
7. En spiller, hvis slag forstyrres af en samtidig bombeeksplosion, kan spille en ny bold fra samme sted. Straf: Et slag.
I Norge var situationen en anden. Her blev golfbanernes fairways under 2. Verdenskrig mange steder brugt til dyrkning af kartofler. Der blev spillet alligevel, og det gjaldt at benytte området mellem fairway og rough. Her kunne man finde særregler som, at der ikke var strafslag for at komme til at slå til en kartoffel i stedet for bolden.
Billedet er fra den afghanske Kabul Golf Club, der blev åbnet i 1967 og ifølge sin hjemmeside har overlevet afghanske kommunister, sovjetiske tropper og Taleban, men ikke uden at have været lukket i perioder pga. ‘en ustabil situation’, og der har formentlig også af og til været brug for krigsregler på de 9 huller.
