Søren Kjeldsen trak det største læs, da han og Thorbjørn Olesen kom godt i gang med World Cup.
Thorbjørn Olesen indrømmede efter runden, at han ikke havde haft en af sine bedste dage, og at det var Søren Kjeldsen, der trak det største læs på førstedagen af det danske pars forsvar af deres World Cup-titel i Melbourne, Australien.
Det danske par gik første runde, der spilles som fourball, i 63 slag (-9) og det placerer parret på en delt 4. plads med Belgien og Malaysia, blot ét slag fra førstepladsen.
Favoritter i front
På forhånd var både hjemmeholdet, Australien med Cameron Smith og Marc Leishmann, og England med Ryder Cup-stjernerne Tyrrell Hatton og Ian Poulter, blandt de største favoritter, og det levede de op til. De kom rundt i -10, samme score som Sydkorea med Byeong Hun An og Si Woo Kim.
I nat dansk tid spilles anden runde, og der skal der spilles foursomes. Det er traditionelt et format, der skiller fårene fra bukkene, så lad os håbe, at Kjeldsen og Olesen kan supplere hinanden lige så perfekt som for to år siden.
Foto: Getty Images