To ny-professionelle spiller om sejren på PGA Tour, Nicole fortsætter storspillet.

Collin Morikawa, 22, og Matthew Wolff, 20, har tilsammen blot spillet syv PGA Tour-turneringer, men de to unge stortalenter, der begge er blevet professionelle indenfor den seneste måned, spiller i aften dansk tid førerbold i 3M Open i Blaine, Minnesota.

På en forrygende moving day, hvor ingen i de tre-fire sidste bolde på banen rigtigt kunne score lavt, avancerede de to unge himmelstormere på imponerende, uimponeret vis.

Wolff med en 62’er (-9), der indeholdt det ene vidunderlige slag efter det andet og ikke færre end 10 birdies – tilsat en enkelt bogey, da den langtslående ungersvend med det mildest talt uortodokse sving, havde fået slået sit teeslag alt for langt på 17. hul og havde et nærmest umuligt bunkerslag. Morikawa (foto, øverst), der er to år ældre, leverede en næsten lige så imponerende 64’er, der også kun indeholdt en enkelt smutter – et ærgerligt tre-putt på 15.

Også Wyndham Clark spillede sig ind i topstriden med en 64’er og ligger i -14, ét slag efter Wolff (herunder) og Morikawa.

3M Open - Round Three Getty Images

 

26 indenfor fem slag

Spillerne i førerbolden havde en frustrerende dag. Bryson DeChambeau åbnede med en halvlang birdie på 1., og lignede en der bare ville fortsætte fredagens opvisning, men kunne siden kun få ét putt til at falde – det var for en forrygende par på 6. hul efter en tur i vandet. Ellers var puttene ikke engang tæt på, og par fulgte par, indtil en bogey på 13. Han kunne dog glæde sig over en birdie på det afsluttende par5 hul efter et godt bunkerslag og endelig et putt mere, der faldt, og han deler førstepladsen med de to unge. Han skal ud i næstsidste bold med Clark.

Adam Hadwin havde en op og ned runde, der trods alt sluttede med to birdies for en 69’er (-2), og han ligger også indenfor et slag fra førstepladsen.

På en bane, der hver dag i ugen har givet en 62’er, men også forsvarer sig flot, hvis man ikke er knivskarp, vil alle spillere indenfor fem slag have en realistisk mulighed for at vinde. Der ligger 26 spillere (!) indenfor fem slag.

Fremragende af Nicole og Sebastian

Nicole Broch Larsen leverede for anden dag i træk en fremragende runde i Thorberry Creek LPGA Classic i Wisconsin. En 65’er (-7) bragte hende på et tidspunkt helt op på tredjepladsen, men da alle var kommet ind, endte det med en 13. plads, og Nicola er seks slag efter de fire spillere, der deler førstepladsen i -20. Det er Shanshan Feng, Tiffany Joh, Ariya Jutanugarn og Sung Hyun Park.

På Korn Ferry Tour har vejret betydet, at tredje runde ikke kunne spilles færdig på grund af mørke. Sebastian Cappelen klarede cuttet, da han spillede sin anden runde lørdag i -6, og han fortsatte op gennem leaderboardet til en foreløbig 27. plads efter en tredje runde i -4. 10 under par på dagen – for 35 et halvt hul – er ikke så skidt endda.

Fotos: Getty Images

Forrige artikelEt usædvanligt år for verdens ældste major
Næste artikelSjov sommergolf i 80 klubber
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.