Peter Venø Nielsen, 55-årig familiefar, ejer og stifter af Tømrermester Peter Venø Nielsen ApS, er en mand, der brænder for sit håndværk. Siden han grundlagde sin virksomhed i 2003, har han arbejdet målrettet på at skabe et firma, der ikke blot leverer kvalitetshåndværk, men som også er kendt for troværdighed og pålidelighed. Med mange års erfaring i byggebranchen har han opbygget en virksomhed, der i dag er en vigtig aktør inden for både renoveringsopgaver og større byggerier. Virksomheden tilbyder alt fra mindre tømrerarbejder til komplekse entrepriser for både private og erhvervskunder.

Som leder er Peter Venø Nielsen kendt for sin dybe involvering i projekterne og for at sikre, at kvaliteten altid er i top. Det er en tilgang, der har været afgørende for firmaets vækst og gode omdømme gennem årene. På trods af det travle erhvervsliv har han altid fundet tid til sin store passion: golf! Han blev introduceret til sporten som 12-årig og blev hurtigt grebet af spillets kombination af præcision, mental styrke og fysisk udfordring.

Selvom han ofte møder nye mennesker på golfbanen, som potentielt kan blive forretningsforbindelser, er han meget bevidst om at holde sine professionelle og personlige interesser adskilt. “Jeg har fået et par kunder på banen, men det er aldrig noget, jeg har opsøgt. Golfen skal være mit frirum, og jeg vil helst ikke blande arbejde ind i det,” forklarer han.

Men parallellen mellem erhvervslivet og golf er alligevel tydelig for ham. Begge steder handler det om fokus, strategi og evnen til at tilpasse sig uforudsete udfordringer – noget, han trækker på både i sin virksomhed og på golfbanen.

Et andet område, der ligger Peter Venø Nielsen meget på sinde, er uddannelsen af fremtidens håndværkere. I dag har firmaet fem lærlinge ansat, og for Peter Venø Nielsen er det en vigtig del af virksomhedens sociale ansvar. “Vi har et ansvar for at give de unge en ordentlig start på arbejdslivet. Det er vigtigt for mig, at vores lærlinge ikke bare lærer faget, men også får en følelse af at være en del af et stærkt fællesskab,” siger han.

Han ser det som en investering både i firmaets og fagets fremtid at uddanne nye håndværkere. “Det handler om at sikre, at vi har dygtige folk til fremtiden. Lærlingene er jo dem, der en dag skal tage over og videreføre den kvalitet vi står for,” tilføjer han.

Han har været medlem af The Scandinavian siden 2017. Han nyder, at spille i de smukke omgivelser og ved vort møde på klubbens terrasse, giver han lige et lille tip:  Husk, på din vej til greenen, at vende dig om indimellem. Naturen er endnu smukkere, når du ser tilbage. Det vil GOLFBLADETS udsendte huske, næste gang hun spiller på The Scandinavian.

 

 

15 spørgsmål til Peter Venø Nielsen:

 

  1. Hvorfor og hvornår begyndte du at spille golf?
    Jeg slog første gang til en bold i 1979 på en ødegård i Sverige, hvor jeg samme med mine forældre besøgte nogle af deres venner. Efterfølgende begyndte hele familien at spille runder på Nivå’s pay and play bane, og i 1980 blev jeg meldt ind I Kokkedal Golfklub.2. Hvilken golfbane er din favorit, og hvorfor?
    Jeg har spillet mange baner rundt omkring i verden, men jeg bliver nødt til at vælge New Course på The Scandinavian, som er min nuværende hjemmeklub. Jeg synes, den har alt hvad en golfbane skal have. Hullerne er afvekslende både i længde og sværhedsgrad, der er mange risk reward huller, den kræver stor nøjagtighed og med de forskellige muligheder for teesteder og pin placeringer, kan den sættes op på så mange forskellige måder, at den altid er spændende at begive sig ud på. Den altid er i god stand, og har nogle utroligt smukke udsigter.3. Hvad er din største præstation på golfbanen?
    På trods af mine mange år som golfspiller er det aldrig lykkedes for mig at spille en bane i par. Jeg har rigtig mange runder i +1, men de runder jeg husker bedst er en 73’er på Falsterbo og en 74’er på Aalborg Golfklub, begge runder var første og eneste gang jeg spillede de to baner og der var før der fandtes gps’er og kikkerter der kunne give en de præcise afstande.

    4. Hvad har golf lært dig, som du har kunnet anvende i din erhvervskarriere?
    I golf er du alene om at tage alle beslutninger, og du alene er ansvarlig, hvis du ikke kommitter dig eller eksekverer slaget korrekt. Det tror jeg også er grundlaget for, hvordan jeg i dag driver min forretning. Hvis noget går galt, er det mig der ikke har været kommittet nok, eller eksekveret korrekt.

    5. Hvilken klub eller kølle kan du ikke undvære på banen?
    Jeg ville ikke undvære min driver. Et drive der sidder midt i kølehovedet og midt i fairway, er det mest tilfredsstillende slag for mig.

    6. Spiller du helst alene, med venner eller i erhvervssammenhæng?
    Jeg spiller helst med venner, men kan også godt lide at spille en sen aften runde helt alene. Jeg deltager også i erhvervsarrangementer, men mest for golfens skyld.


    7. Hvordan balancerer du tid mellem arbejde og golf?

    Mit mål er hvert år, at spille 2 runder golf om ugen og komme en tur på drivingrange hver uge, men ofte ender det med kun at blive en runde om ugen.

    8. Hvad er dit drømme-golfmål (f.eks. en specifik bane eller turnering)?
    Spille en runde under par og/eller deltager i St. Andrews links Championship som amatør.

    9. Hvordan forbereder du dig mentalt og fysisk til en runde golf?
    Jeg møder typisk op på banen 1-1 1/2 time før, så jeg kan nå at chippe lidt, slå en spand bolde og putte. Mentalt tænker jeg kun golf fra det øjeblik jeg kører ind på parkeringspladsen og slukker min telefon.

    10. Hvis du kunne spille en runde golf med en kendt person, død eller levende, hvem ville det være og hvorfor?
    Helst sikkert Severiano Ballesteros. Han var min helt store helt som barn, hvor andre havde popstjerne på væggene, havde jeg Seve. Hans aggressive spillestil og store engagement ville jeg gerne have oplevet tæt på.

    11. Hvordan håndterer du presset under en vigtig golfturnering?
    Jeg har aldrig været god til at styre mit temperament på en golfbane, men er blevet lidt mere afdæmpet med årene. Jeg prøver kun at tænke på det næste slag, men det lykkedes bare aldrig rigtigt.

    12. Har du oplevet at golf har hjulpet dig til at knytte vigtige forretningsforbindelser?
    Jeg har fået en del kunder gennem min golf, men jeg prøver at holde golf og forretning lidt adskilt, da golfen er mit fristed i en travl hverdag.

    13. Hvordan ser du udviklingen af golf som en sport, og hvad synes du om teknologiske fremskridt i golfudstyr?
    Jeg tror golf stadig har stort potentiale for at vokse, men det kræver at vi får de unge med. Jeg tror måske, vi vil se en ændring, så de nye unge golfspillere vil finde andre måder at dyrke sporten på der er mindre tidskrævende, f.eks. tror jeg simulatorgolf vil vokse mere hos de unge. Jeg går ind for al den teknologi der proppes ind i køller og bolde, der gør spillet nemmere for os amatører. Jeg synes, det er herligt, at jeg næsten slår bolden lige så langt som da jeg var 20.

    14. Hvad er det mest udfordrende ved golf for dig?
    Det mentale. For mig er golf et mind game. Jeg ved jo at, at jeg kan score birdies på alle huller, men det sker jo bare ikke. Hvordan kan man spille 10 gode huller i streg, slå et skævt slag, og så kan man pludselig ikke ramme et slag? Nu skal jeg jo heldigvis ikke leve af det, men jeg vil helt klart gerne dykke længere ned i den mentale del, når jeg engang går på pension. Måske er det der jeg endelig får brudt par.

    15.  Hvordan vil du beskrive din ideelle golfferie?
    Vi var 12 gode venner i Skotland i sidste måned. Det var femte gang vi var afsted og for mig er Skotland der perfekte sted for golf. Afslappet stemning, masser af historie og fantastiske baner.

Forrige artikelTil Australien for ikke at spille golf
Næste artikelTenerife – et yndet rejsemål for solhungrende golfturister
Bettina Schjølie
Bettina Schjølie er bladets kvindelige islæt, og har ansvaret for modestoffet. Bettina er desuden leveringsdygtig i spændende portræt-artikler af kendte og mindre kendte personer, men som alle har en god historie at fortælle. Bettinas rejseartikler har ofte en ekstra vinkel, i form af inddragelse af wellness.