Sebastian Friedrichsen var eneste danske, der holdt fanen højt i Challenge Tours Hopps Open de Provence, hvor han sluttede af med en runde i 68 slag (-4) og endte på delt 19. plads i -10.
Længe lignede det nu en noget mere beskeden placering, men Friedrichsen sluttede fantastisk af med birdie-birdie-eagle og rykkede mere end 20 pladser frem i stillingen. Det betyder alligevel en del, når boet skal gøres op på ranglisten, for lige nu ligger han til at komme med i Challenge Tours Grand Final i næste måned på Mallorca, hvor kun de 45 bedste kommer med. Han er nummer 42.
Vinder blev spanske Lucas Vacarisas, som gik 5 under, og sluttede i 20 under par, 2 slag bedre end Felix Mory og Oliver Farr. Vacarisas rykker 89 pladser frem på ranglisten og kan også pludselig øjne en plads i Grand Final, hvorfra alle i teorien har en mulighed for at sikre sig et kort til DP World Tour i 2024.
For anden dag i træk måtte man opgive at spille i Alfred Dunhill Links Championship. Turneringen forsøges færdigspillet mandag, og er naturligvis kortet ned til 54 huller. Alle professionelle spiller mandag (hvis vejret tillader det), mens kun de 30 bedste – og delt – pro-am hold får lov at stille op.
En lidt bizar weekend, hvor også LET-turneringen i Hong Kong måtte aflyse runden, og kun afviklede et omspil.
Foto: Jesper Vinzents