Argentario Golf & Spa Resort er et skønt åndehul for livsnydere med hang til god mad og golf.

Når man taler om Toscana, så tænker de fleste af os automatisk på den nordlige af del italienske region, der er kendt for sin udsøgte mad og fremragende vine. Byer som Firenze og Siena er ’hjertet’ af Toscana.
Man kan dog også tilgå Toscana sydfra, ved at flyve til Roms Fiumicino lufthavn og køre mod nord. Her godt halvanden times smuk køretur langs kysten ud til det Tyrrhenske hav, på halvøen Monto Argentario, finder man en lille perle af et luksuriøst golf og spa resort, opkaldt efter halvøen.

Hotellet og den tilhørende aldeles strålende golfbane er blot ti år gammelt, to år senere blev det lækre spa tilføjet i bunden af hotellet og så sent som i sommer åbnede man et charmerende klubhus med tilhørende restaurant. Det sidste er ikke uvæsentligt, for uden den var hotellets eneste restaurant gourmet restauranten DamaDama, og nok er det en fornøjelse at mæske sig i små gastronomiske perler på kanten af en Michelin-stjerne, men i sagens natur er spisekortet beskedent og priserne høje. Derfor er det mere jordnære udbud i klubhuset velkomment. Køkkenchefen og kvaliteten er den samme.

Fed golfbane
Golfbanen på Argentario er virkelig et besøg værd. Banen, der er designet af David Mezzacani med teknisk assistance fra den kendte italienske golfspiller Baldovino Dazzu, er ualmindeligt smuk. Halvøen Monto Argentario er et bjerg ud for fastlandet, men banen er snedigt anlagt i en smuk dal, så den ikke er urimeligt kuperet. Adskillige teesteder er højtliggende med helt fantastiske udsigter over Orbitello bugten, men selve banen er ret flad at spille, og der er masser af skønt designede huller, med stor skønhed og temmelig smalle fairways, der gør den til lidt af en udfordring i forhold til, at her jo er tale om en resortbane.

Når vi rejser ud for at rapportere om golfoplevelser rundt om i verden, møder vi af og til et dilemma. Skal vi rapportere det vi præcist oplever, eller det vi forventer læserne vil opleve, hvis de følger vores opfordringer. Da vi besøgte Argentario i slutningen af oktober var banen i alt andet end god stand. Det må med for forklaringen om, at det skyldtes den varme, tørre sommer, lyder mere end hul, når vi samtidig får at vide at somrene her altid er meget varme med op til 38-40 grader. Betyder det, at banens stand så normalt er så ringe som vi oplevede det i oktober/november, hvor det er ellers på alle andre måder er ideelt at forlænge golfsæsonen med et besøg under italienske himmelstrøg med skønne 20-25 grader og masser af lunende sol? Det må man virkelig ikke håbe.

Designhotel

Banens stand – det var alt fra teesteder til greens og bunkers, der virkede temmelig misligholdt – går heldigvis ikke igen på resten af resortet. Hotellet er et lækkert, moderne designhotel med godt 120 værelser, der alle har individuelt præg. Dertil kommer en række eksklusive villaer man kan leje – flere er ved at blive bygget, og det er i prisklassen 10 mio. euro (!), hvis man skal købe dem. Prisniveauet skyldes, at de primære gæster er rige romere, der tager den korte tur hertil for at nyde freden og roen udenfor den hektiske storby.

Reception, restaurant, bar, værelser og det elegante spa med både behandlingsrum og et veludstyret fitnesscenter er topklasse hele vejen igennem. Træningsbanen er uhyre imødekommende og af den slags man kan tilbringe timer på uden at kede sig. Serviceniveauet er tårnhøjt overalt, og Argentario kan varmt anbefales, måske i en helt ideel kombination med to-tre dage i Rom. Man behøver ikke engang bil. Man kan tage toget fra Rom til Orbitello på under to timer og selvfølgelig bliver man standsmæssigt hentet på stationen i hotellets shuttle.

Fem ting du skal opleve
* Når du besøger Argentario, så husk at tage en rundtur på øen. Udsigterne er fantastiske, og der gemmer sig små perler af sandstrande hvor man er helt sig selv.
* Tag færger fra Porto Santo Stefano til øen Giglio (50 minutter) og oplev storslået natur. Det var her krydstogtsskibet Costa Concordia gik på grund i 2012 med 4000 passagerer ombord – heraf fire danskere. 32 blev dræbt og katastrofen gik verden rundt.
* Maremma Naturreservatet omkring 25 kilometer fra resortet har en unik flora og fauna.
* Bytur til Orbitello. Byen ligger tre kilometer fra resorten og er porten til fastlandet. En hyggelig by med torve, pladser, restauranter, barer og butikker. Lej en cykel på hotellet.
* Val delle Rose er et af verdens mest moderne vinhuse og ligger ca. 45 minutter i bil fra resortet. Ture arrangeres. Her kan man få en spændende rundvisning og smage stedets skønne vine.

Det koster det
Argentario er jo ikke billigt, men heller ikke urimeligt dyrt. Tre overnatninger i starten af marts for to personer så vi fra 690 euro (ca. 5.200 kr.) og 1.000 euro på det værelsesniveau vi boede i.
En eksklusiv tasting menu i gourmet restauranten DamaDama koster 80 euro (600 kr.) pr. person/ 120 euro inkl. udvalgte lokale vine. Forretter fra 14-22 euro, primi piatti fra 15-20 euro, hovedretter 26-28 euro og desserter fra 10-15 euro. Alt er lavet helt fra bunden baseret primært på lokale råvarer; friskfanget fisk fra bugten, oste fra et lokalt micro-mejeri, vildsvin og vildt fjerkræ nedlagt på selve resortet. Mange lokale vino, men naturligvis også de ’store’ Toscana vine.
Golf koster 100 euro/18 huller i højsæsonen og 50 euro i den almindelige sæson. For gæster på hotellet er prisen 80/40 euro. Leje af golfsæt (ok kvalitet) 20 euro, golfbuggy 45 euro, el-trolley 16 euro, trolley 5 euro. Adgang til range (uden spil) 15 euro om dagen, 2 euro for en spand bolde.

Hvornår og hvordan
Højsæson er i påsken, jul/nytår, sidste uge af april og fra 25. juni til 9. september. Resten af året er almindelig sæson.
Man kommer lettest dertil med fly til Rom-Fiumicino, både SAS og Norwegian flyver på ruten. Derfra 140 km til resortet. Man kan også kombinere med et besøg i Rom. Der kører direkte tog mellem centrum og Orbitello (to timer). I 2022 spilles Ryder Cup i Rom. Der er under to timer fra resortet til Ryder Cup banen, Marco Simone GC.

Forrige artikelSelskabelige ladies i Vejen
Næste artikelFlot dansk indsats ved Special Olympics World Summer
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.