I denne weekend spilles årets sidste major for kvinder, AIG British Women’s Open, på selveste Old Course St. Andrews.
Tre danske spillere deltager, og de går ud indenfor mindre end en time mellem 9 og 10 lokal tid. Først Emily Pedersen sammen med engelske Lottie Woad, verdens for tiden stærkeste amatør, og Jennifer Kupcho, USA. Derefter kommer Nicole Broch Estrup på banen sammen med Wicharee Meechai, Thailand og Bailey Tardy, USA; og endelig spiller Nanna Koertz Madsen sammen med Hira Naveed, Australien og Amy Taylot, USA.
Stjernebolden hedder Lilia Vu (billedet/ Getty), USA, Nelly Korda, USA, og Charley Hull, England. Sidste år sejrede Vu efter en flot duel med Hull. Andre spændende bolde er Georgia Hall – Ayaka Furue – Rose Zhang, Amy Yang – Hannah Green – Brook Henderson, Minjee Lee – Lexi Thompson – Gemmy Dryburgh; Celine Boutier – Lydia Ko – Ally Ewing.
Turneringen er særlig vigtig for de mange, der håber at skulle deltage i Solheim Cup. Skal en af de tre danskere med, skal de formentlig slutte i hvert fald i top-3. Holdkaptajn Suzann Pettersen vil følge turneringen tæt for at finde ud af, hvem der skal have de seks europæiske wild cards.