Så gælder det sæsonafslutningen på både European Tour og kvindernes LPGA Tour, og i begge Tour-finaler er der dansk deltagelse.

LPGA Tours CME Group Tour Championship har fået ændret formatet, således, at der kun kåres én vinder (i modsætning til de foregående syv år, hvor man har kåret en vinder af turneringen og en af ranglisten). Samtlige 60 spillere i det uhyggeligt stærke felt – der er ingen afbud – vil hvis de vinder turneringen også løbe med den voldsomme bonus på 1,5 mio. $, der er til The Race to CME Group Champion.

Nanna Koerstz Madsen (billedet) og Nicole Broch Larsen er efter en fornem sæson blandt verdens absolut bedste kvalificeret som nummer hhv. 38 og 49 på ranglisten. De kommer virkelig i godt selskab for alt hvad der kan krybe og gå indenfor kvindegolfens elite tee’r bolden op på Tiburon GC i Naples, Florida. De fem øverste på ranglisten er Jin Young Ko, Brooke Henderson, Minjee Lee, Jeongeun Lee6 og Nelly Korda, men afskriv ikke Danielle Kang, Georgia Hall, Celine Boutier, Eun Hee Ji, Jessica Korda, Lexi Thompson (som er forsvarende mester) eller hvem som helst anden i feltet.

Viasat Golf/Viaplay sender live alle fire dage fra torsdag kl. 19-22.30 med Iben Tinning og Michael Lermark som kommentatorer.

Fem kan vinde

DP Dubai World Tour Championship er titlen på European Tours finaleturnering, der spilles på Jumeirah Golf Estates i Dubai. Her er der 8 mio. $ i samlet præmiesum, med en særlig bonus på 5 mio. $ til fordeling mellem de fem bedste på ranglisten. Kun fem spillere: Bernd Wiesberger, Tommy Fleetwood, Jon Rahm, Shane Lowry og Matthew Fitzpatrick har en teoretisk chance for at vinde Race to Dubai ranglisten, men 37 af de 50 spillere til start kan i teorien stadig få andel i bonusmillionerne.

Joachim B. Hansen fik lige akkurat lov at lege med i Dubai, selvom han ligger nummer 51 på ranglisten. Han kommer ind på grund af afbud fra amerikanske Tony Finau, der ligger nummer 39 på ranglisten. Alle andre er med, så det er er superstærkt felt, som udover de nævnte bl.a. tæller Rory McIlroy, Francesco Molinari, Patrick Reed, Sergio Garcia og de to rookies, Robert Macintyre og Kurt Kitayama, der ligger side om side som nummer 11 og 12 på listen og vil komme til at udkæmpe deres egen lille kamp-i-kampen om at blive rookie of the year.

Viasat Golf/Viaplay sender fra kl. 8-14.30 de tre første dage og fra 7.30-14 på søndag med Henrik Knudsen og Leif Nyholm som kommentatorer.

Efterårets sidste

Der er også dansk deltagelse på PGA Tour, hvor den regulære efterårssæsons sidste turnering The RSM Classic spilles på Sea Island Resort i Georgia. Sebastian Cappelen jagter endnu et klaret cut og en forbedring af sæsonens hidtil bedste resultat, som er en 35. plads. Han får kamp til stregen af bl.a. Brendan Todd, der har vundet de to seneste turneringer på PGA Tour og jagter det sjældne hattrick. Harris English er lokal favorit og i god form, og så nævner eksperterne Webb Simpson som et godt vinderbud. Glem ikke den forsvarende mester Charles Howell III, selvom der plejer at gå ti år mellem hans sejre, eller hvad med den grå eminence, Ryder Cup-kaptajnen fra Paris, Jim Furyk, som stadig kan lege med når det stikker ham.

GOLFTV sender alle fire dage. Torsdag-fredag fra 18-22 i samsending med Eurosport 2 og lørdag-søndag fra 19-22. Anders Sigdal og Andreas Hartø kommenterer.

Foto: Getty Images

Forrige artikelTirsdagsanekdoten om dyr på golfbanen
Næste artikelHøjgaard-tvillingerne presser på
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.