To stjerner og en dark horse topper på PGA Tour i Scottsdale.
Justin Thomas er som nummer 4 i verden den højest rangerede spiller i feltet til Waste Management Phoenix Open i Scottsdale, Arizona, og han levede på første runde op til favoritværdigheden ved at spille sig på førstepladsen med en runde i 64 slag, syv under par.
Samme score ligger en anden af de store stjerner i feltet, Rickie Fowler, på, og de to fik sent på eftermiddagen følgeskab af Harold Varner III. Han fik jublen til at runge på TPC at Scottsdales berømte 16. hul, da han sænkede et mere end 10 meter langt birdieputt på par3-hullet, der er et helt stadion i sig selv med tribuner hele vejen rundt og op mod 20.000 tilskuere.
Lave scores
Ideelle vejrbetingelser gav lave scores, og ikke færre end 26 spillere er indenfor tre slag af førstepladsen. Blandt dem den forsvarende mester Jon Rahm, den førende spiller på FedEx Cup listen lige nu, Xander Schauffele, Matt Kuchar, Webb Simpson, Bubba Watson og engelske Tyrell Hatton, der har foretrukket at spille i Arizona frem for i Saudi-Arabien i denne uge.
Cuttet ser ud til at blive lavt – lige nu -1 – men der varsles dårligt vejr i weekenden, så tingene kan hurtigt ændre sig.
Følg livescores her.
Foto: Getty Images.