Der er så mange gode historier om anden runde af Masters, at man ikke kan skrive dem alle sammen! Vigtigst fra et dansk synspunkt er, at Rasmus Højgaard med en smuk runde i -5 spillede sig ind i top-9 i -4, mens hans bror Nicolai i +6 var langt fra cuttet på +2.

Rasmus spillede en noget nær perfekt for-9 i -4, mens der var større udsving på bag-9, hvor han stod for fem birdies og fire bogeys. Da han blev interviewet efter runden, var han tydeligt tilfreds, og nu skal han ‘bare’ eftergøre Thorbjørn Olesens bedrift fra 2013, hvor Olesen var bedst af alle i de to weekendrunder. På Gettys billede ses Højgaard og Patrick Cantlay på 18. hul. De ser ikke begejstrede ud, og det kan skyldes, at den uforskammet langsomt spillende Cantlay havde fået sat bolden på klokken, så danskeren røbede, at han på et tidspunkt knap havde nået at overveje alle sine muligheder.

Fra et skandinavisk synspunkt er vi glade for, at Viktor Hovland lagde sig ved siden af Højgaard efter bl.a. fire birdies i træk på 13-16, og at Ludvig Åberg trods en lidt bleg dag stadig er nr. 12 i -3.

I toppen finder vi modsætninger. Justin Rose fører i -8 og er den perfekte britiske elegantier, mens Bryson DeChambeau et slag bagude er den fysisk stærke, mere uslebne, amerikaner, som dog er kommet til at se mere menneskelig ud, efter at de værste ‘bøffer’ er pillet af hans overkrop. Han kan stadig slå et monsterlangt drive, og man skal ikke undervurdere hans korte spil.

Rory McIlroy, som jævnligt viser evner som tryllekunstner, fik ikke på denne dag ødelagt en superrunde med dobbeltbogeys. Runden i -6 var bogeyfri og krydret med en eagle på hul 13, hvor flere andre, bl.a. Scottie Scheffler, slog andetslaget i Rae’s Creek. Nu deler nordireren tredjepladsen med Corey Conners i -6.

Favoritter flokkes i toppen, hvor den eneste overraskelse er Matt McCarthy, der i -5 deler femtepladsen med Tyrell Hatton, som stadig reagerer voldsomt på sine dårlige slag i kropssproget, men det løber ikke ud i lemmerne, så nu går det; Shane Lowry, der er en munter, irsk fætter, og Scottie Scheffler. Sidstnævnte slog et usædvanligt antal elendige slag og fik fem bogeys; men verdens nr. 1 slår også en mængde superslag, og derfor er han efter en runde, der lignede hans bundniveau, stadig med i toppen.

Et blik på tabslisten. Der er altid favoritter, der ikke klarer cuttet på Augusta National, i år bl.a. Dustin Johnson, Keagan Bradley, Sergio Garcia, Tony Finau, Brooks Koepka, Adam Scott, Sepp Straka, Austin Eckroat, Jhonattan Vegas, Robert McIltyre, Will Zalatoris, Taylor Pendrith, Thomas Detry, Laurie Canter, Thriston Lawrence, Nick Dunlap og Bernhard Langer, der på 18 havde et putt for cuttet, og golfentusiaster fra hele verden sukkede, da bolden kneb sig uden om hullet, fordi Langer mener, at det nok er sidste gang, han har spillet Masters – efter mere end 40 år.

På moving day skal Rasmus Højgaard og Viktor Hovland gå sammen, og de kan forhåbentlig gejle hinanden op til et par super runder.

Forrige artikelAxelsen og Bring nr. 4 i UAE – Smilla Sønderby klarede cuttet
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.