Selv om kun Søren Kjeldsen klarede cuttet i BMW PGA Championship på Wentworth som nr. 46 i par, mens Lucas Bjerregaard med to bogeys til slut i +2 sluttede et enkelt slag uden for cuttet, og Thomas Bjørn i +5 var langt fra det, blev det alligevel en fin dansk golffredag.

På ECCO Tour sejrede Andreas Lunding sikkert i -13, da han forbløffende koldblodigt udbyggede sin føring i Willis Tower Watson Masters, så han sejrede i -13, seks slag foran Felix Pålson, Alex Wrigley, Petter Mikaelsen og Christian Feldborg Nielsen. Nicolai Nøhr Madsen fik sin hidtil bedste placering som delt 7 i -5.

I Ebreichsdorff på Q-schools stage 1 fører Marcus Helligkilde stadig før sidste runde. Han gik tredje dag i -2 og ligger i -17 to slag foran de nærmeste konkurrenter. Det vigtigste er dog at komme blandt dem, der fortsætter til stage 2, og her er følgende andre danskere stadig inde i billedet: 10. Mathias Gladbjerg -9. 20. Peter Launer Bæk -7. 36. Mikkel Hjorth og Oliver Jespersen  -5.

Thornberry Creek LPGA Classic - Round One Getty Images

På Ladies European Tour lå Emily Pedersen efter første dag i Lacoste Open de France på cutgrænsen i +3, men det blev der ændret flot på med en anden runde i -4, som sendte hende frem som nr. 11 i -1, bare fire slag efter andenpladsen. Til gengæld er der langt frem til den førende Nelly Korda -10.

Et kort blik tilbage til Wentworth  for at konstatere, at Jon Rahm og Danny Willett fører i -11 foran Christiaan Bezuidenhout, Justin Rose og Henrik Stenson -9. Vigtigt for tilskuerne var det med sikkerhed, at Rory McIlroy efter sin forfærdelige første runde kneb sig på den rigtige side af cutgrænsen som nr. 57 i +1, i øvrigt sammen med bl.a. Tommy Fleetwood, Kiradech Aphibarnrat, Chris Wood, Edoardo Molinari og Padraig Harrington.

Forrige artikelDu får mere for pengene i Sydafrika
Næste artikelGode råd til golfspillere med smerter i knæ, hofter, lænd eller ryg
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.