Nicole Bonde Lørup (billedet/ Jesper Vinzents) var blandt de spillere, der vandt det syvende DM for hold til Smørum. Hun er i gang med sit andet år på Troy University i Alabama, og allerede i det første havde hun smukke resultater.

Spillerne fra Troy er trojans, og i byen har man spekuleret over, hvordan det ville gå med kvindernes golfhold efter storhedstiden under coach Bart Barnes, der førte sine piger til tre conferencesejre og stod bag stortalentet Fernandez Cano, der har sat alle Troys klubrekorder.

Det passer ikke mere, for tirsdag sluttede Nicole Bonde Lørup som vinder af Palmetto Intercollegiate på Turtle Point GC i Kiawah Island, South Carolina (ja, stedet, hvor Ryder Cups ‘the war on the shore’ blev udkæmpet i 1991). Ikke bare vandt hun, hun præsterede også den bedste score, nogen på Troy nogensinde har opnået. Canos rekord var på 208 slag. Nu gik Lørup i 207, -9, og i anden runde forbedrede hun med en 65er, -7, banerekorden.

Det gjorde hendes coach Randy Keck stolt, for hun har netop overtaget som coach efter Barnes, så sejren kom lige, som hun kunne ønske det.

Især da holdet efter at have været med helt i toppen gennem de to første runder faldt helt tilbage som nr. 6, da de øvrige spillere havde det svært på sidste dag.

 

Forrige artikelVi krydser fingre for to gange Højgaard
Næste artikelFint af Nanna, Nicole og Benjamin, Emily på vippen, asiatisk morgen
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.