For godt 100 år siden bragte kongefamilien og overklassen golf til Thailand, der i dag såvel har egne stjerner som lokker almindelige golfspillere fra hele verden til at spille topbaner i varmt klima og desuden opleve den lokale kultur – alle byer har et overdådigt buddhistisk tempel – samt junglen med elefanter, tigre og tapirer.

Golf Thailand rundt
Da turisme i 1980erne blev landets vigtigste indtægtskilde, blev anlæggelsen af golfbaner intensiveret. Der er i dag et stort antal baner, de fleste af høj kvalitet; især nær turistcentre, der tiltrækker gæster, ikke mindst fra Skandinavien, og ikke mindst til long stay. Thailand har ca. 250 golfbaner, og omkring 70 har topklasse. Caddies er obligatoriske. Det skal man acceptere og ikke surmule over, for det er en charmerende oplevelse.
Ofte bliver man tildelt enten en ung, køn pige eller en ældre, erfaren mand. I begge tilfælde en hjælper, der renser køllerne; hurtigt ser, hvilken kølle man skal bruge; hjælper med råd om course management, henter vådt og tørt og hele tiden gør alt for at hjælpe.

Bangkok
Nogle af de ca. 50 golfbaner i og omkring Bangkok er lukket inde mellem gigantiske skyskrabere, men de fleste ligger i rekreative områder og byder på bl.a. spa og wellness. Det gælder fx Thana City CC 25 minutters kørsel fra centrum. Banen er krævende med strafområder om samtlige huller, anbragt blandt søer og små vandløb af Greg Norman.

Hua Hin
Her spiller den kongelige familie golf. Der er 13 glimrende baner inden for et mindre område, bl.a. Black Mountain og Banyan. På de fleste skal man undgå alskens slags vand, og vand bruges også til at holde anlæggene friske. Uden vandspild, for i regntiden opsamles vandet i store reservoirer til brug i tørketider.

Phuket
Phuket er Thailands største ø med udstrakte, kridhvide sandstrande, luksusresorts og et heftigt natteliv, der har givet den tilnavnet Thailands Hawaii. Øen har otte mesterskabsbaner, bl.a. Blue Canyon, der har lagt græs til Johnnie Walker Classic.

Pattaya
Indtil 1960erne var Pattaya en fredelig fiskerby, men under Vietnamkrigen opstod en stor turist- og underholdningsindustri med bl.a. mere end 30 golfbaner, fordi amerikanske soldater på orlov slog sig løs her. Siam CCs Old Course er blandt Thailands ældste og mest originale. De fleste huller forholder sig til et vandløb, der snor sig gennem banen, og træerne er mere varierede end de palmer, der er mange arkitekters eneste indfald til tropiske baner.

Chiang Rai og Chiang Mai
I den nordlige provins’ største by, Chiang Mai, kan man ikke blot spille golf, men også dyrke rafting og trekking. 300 km østligere finder man i Chiang Mai en af landets topbaner, Santiburi, i en dal mellem vilde bjerge, der byder på templer, ruiner og eksotiske landsbyer, bl.a. det stadig ikke færdiggjorte, verdensberømte Hvide Tempel.

Forrige artikelNYHED fra BACKTEE
Næste artikelTirsdagsanekdoten om gravide golfstjerner
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.