Dette er den største ære i min karriere!

Sådan udtrykte Suzann Pettersen sig, da hun i dag blev præsenteret som kapyajn for Europas Solheim Cup hold til matchen i 2023 på Finca Cortesin i Spanien.

Udnævnelsen var ikke noget stor overraskelse. Flere af spillerne på det sejrrige Solheim Cup-hold havde på forhånd nævnt Suzann Pettersen som deres foretrukne valg. Hun var som spiller en vigtig spiller på holdet hele ni gange, og to gange har hun været vice-kaptajn. Senest i sommer, da Europa, med Emily K. Pedersen og Nanna Koerstz Madsen på holdet, for første gang vandt på udebane over USA’s favoritter.

Det var også Suzann Pettersen, som i 2019 blev hentet ind på holdet af den daværende kaptajn Catriona Matthew, selvom hun efter barsel nærmest ikke havde spillet golf i et år, fordi holdet manglede hendes ‘lederegenskaber’ på banen. Og hun svigtede ikke tilliden, da det netop var hende, som iskoldt sænkede det vindende putt i 14½-13½ sejren på Gleneagles i Skotland. Puttet, der var matchens sidste slag, var samtidig også Suzanns sidste i karrieren. Umiddelbart efter sejren meddelte hun, at hun indstillede sin aktive karriere.

Nu skal hun om små to år stå overfor en helt ny opgave, og forsøge at følge i Catriona Matthews succesfulde fodspor.

Foto: Tristan Jones/LET

Forrige artikelSpiller Tiger Woods PNC Championship med sin søn Charlie?
Næste artikelFørste interview med Tiger
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.