Der bliver masser af live-golf at glæde sig til i denne uge, hvor der for første gang i 136 dage igen sendes live fra European Tour fra i morgen og frem til lørdag, og hvor PGA Tour rykker til Reno og 3M Open.

European Tour indleder sit UK Swing med Betfred British Masters på Close House ved Newcastle allerede onsdag, hvor Lee Westwood er turneringens vært og feltets største stjerne. Syv danskere er med. Som vi skrev i går ikke Thorbjørn Olesen, men derimod Thomas Bjørn (billedet), Søren Kjeldsen, Joachim B. Hansen, Jeff Winther, Benjamin Poke og Rasmus og Nicolai Højgaard.

Der spilles med lørdagsafslutning for at de spillere, der er kvalificeret til WGC-FedEx St. Jude Invitational, kan nå frem til TPC Southwind i Memphis.

V Sport Golf (og Viaplay) sender onsdag-torsdag fra 13-15 og igen fra 16-19, og lørdag fra 14.30, søndag fra kl. 12. Henrik Knudsen og Michael Lermark kommenterer.

Eneste dansker

Sebastian Cappelen er eneste dansker i et ikke imponerende stærkt felt i 3M Open i det naturskønne Reno-Tahoe område i Nevada. Efter det historisk stærke startfelt i den forgangne weekend er alt jo ‘middelmådigt’, men bl.a. Brooks Koepka, Dustin Johnson, Paul Casey og de formstærke Henrik Norlander, Ryan Moore, Brendan Todd og den forsvarende mester Matthew Wolff skulle nu være garanter for ganske god golf endda. Bemærk at engelske Tommy Fleetwood her kommer i aktion for første gang siden touren genstartede for seks uger siden. Det bliver spændende at se hvilken coronaform han kommer ud med.

GOLFTV/Eurosport sender torsdag-fredag fra kl. 21.30 og Finalerunderne kan følges eksklusivt på GOLFTV lørdag og søndag fra kl. 19. Der er featured groups alle fire dage fra om eftermiddagen på GOLFTV alene, og onsdag aften kl. 21 kan man følge ugens charity match.

Jesper Knudsen og Andreas Hartø kommenterer.

Foto: Getty Images

Forrige artikelThorbjørn gør comeback 30. juli
Næste artikelTirsdagsanekdoten: Golfmanagers bonus kan være negativ
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.