Kun seks ud af verdens p.t. 40 bedste mandlige golfspillere mangler, når The Memorial Tournament presented by Nationwide starter på torsdag. Det er altså et felt som er en major værdigt, det hidtil stærkeste siden PGA Tour genoptog aktiviteterne efter coronapausen og det siger ikke så lidt.

For anden uge i træk spilles der på Muirfield Village Golf Club i Ohio, på Jack’s Palce som stedet kaldes, fordi det er selveste Jack Nicklaus egen hjemmebane og han har i øvrigt selv designet den sammen med Desmond Muirhead.

Sidste uges top3 er med; vinderen Collin Morikawa, der med sejren avancerede til nummer 13 i verden, Justin Thomas, verdens nummer tre, og norske Viktor Hovland, som nu er nummer 33 i verden og bedste skandinav.

Alle taler imidlertid om én bestemt spiller; Tiger Woods. Han vender tilbage til turneringsgolf for første gang siden han i februar blev sidst af alle, der klarede cuttet i The Genesis på Riviera i Los Angeles, men han har en vældig god historik på Muirfield Village, hvor han har vundet ikke færre end fem gange. Først tre år i træk fra 1999 til 2001, igen i 2009 og senest i 2012. Hvor står Tiger? Hvordan er formen? Hvad kan han? Som altid når han er med samler fokus sig omkring ham og forventningerne til hans spil.

Ingen danskere

Det nemmeste er at nævne hvem i verdens Top40, der IKKE er med: Adam Scott (9), Tommy Fleetwood (12), Tyrrell Hatton (15), Francesco Molinari (32), Lee Westwood (34) og Henrik Stenson (35) er de eneste vi savner. Og så desværre også både Lucas Bjerregaard og Sebastian Cappelen, som der ikke er blevet plads til i det 133 mand store felt, der altså har deltagelse af 9 fra verdens Top10, 17 fra top20, 27 fra Top30 og 34 fra Top40.

Patrick Cantley (10) vandt turneringen sidste år og er forsvarende mester, mens den meget omtalte Bryson DeChambeau (7) vandt her i 2018 og med sin nuværende styrke (bogstaveligt talt) må tilskrives en favoritværdighed. I forhold til sidste uges turnering på banen, lover arrangørerne tykkere rough og endnu hurtigere greens. For det skal ikke være nemt at vinde på Jack’s Place.

GOLFTV/Eurosport sender torsdag og fredag fra kl. 20.30 og finalerunderne lørdag og søndag sendes eksklusivt på GOLFTV fra kl. 18.30. Desuden er der alle fire dage featured groups allerede om eftermiddagen kun på GOLFTV. Jesper Knudsen og Søren Hansen kommenterer.

ET: Østrig kalder igen

Der er ikke livedækning fra ugens turnering på European Tour, som for anden uge i træk er i Østrig. Euram Bank Open spilles på GC Adamstal fra onsdag til lørdag og er i lighed i sidste uge en co-sanktioneret turnering mellem European Tour og Challenge Tour. Præmiesummen er beskeden, 500.000 €, så det er primært Challenge Tour-spillere, der stiller op inden det for alvor går løs fra næste uge med seks turneringer i Storbritannien med lidt større præmiesummer.

Syv danskere stiller op. De samme seks fra sidste uge: Niklas Nørgaard Møller, Martin Leth Simonsen, Nicolai Højgaard, Mark Flindt Haastrup, Nicolai Kristensen og Martin Ovesen er blevet suppleret med Oliver Hundebøll. Der er et par velkendte navne i feltet, med hollandske Joost Luiten som den absolutte stjerne.

European Tour har annonceret at der til september bliver afviklet tre turneringer på den Iberiske halvø; Estrella Damm Andalucia Masters på Valderrama, Portugal Masters på Victoria Golf Course i Vilamoura og endelig Open de Portugal på Royal Obidos, som bliver en fælles turnering for Challenge Tour/European Tour. Desuden er Magical Kenya Open på Karen GC blev genplaceret overfor The Masters Tournament i november.

Foto: Getty Images

Forrige artikelMere fra Tirsdagsanekdoten i Norge
Næste artikelNørgaard Møller forhindrede total fiasko – Axelsen nr. 6 i Sverige
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.