Du har mulighed for nærmest at se golf i døgndrift de næste fire døgn.
Kvindernes LPGA Tour er til HSBC Women’s World Championship i Singapore, og der sendes derfra fra kl. 03.30 fra torsdag til søndag. Både Nanna Koerstz Madsen og Emily Kristine Pedersen (foto), på invitation, er i feltet på blot 65 spillere, der spiller uden cut. Jin Young Ko sæsondebuterer og er favorit sammen med Lydia Ko, Sei Young Kim og Danielle Kang. Korda-søstrene er ikke taget til Singapore i denne omgang. Sendes på V Sport Golf/Viaplay.
DP World Tour kommer i gang igen i denne uge efter en pause. Magical Kenya Open i Nairobi er en af sæsonens mindste turneringer og feltet har tre danskere; Niklas Nørgaard Møller, Joachim B. Hansen og Marcus Helligkilde. De to sidstnævnte er blandt de 10 højest rangerede spillere i forhold til verdensranglisten, og må vil tilskrives en form for favoritværdighed. V Sport Golf/Viaplay sender fra kl. 11 (10.30 i weekenden).
I mellem de to transmissioner kan man følge Asian Tour på Viaplay, hvis man ikke kan få golf nok.
To gange PGA Tour
PGA Tour har to turneringer i denne uge. Puerto Rico Open kan kun byde på én spiller fra Top100 i verden, og Rasmus Højgaard har meldt afbud. Discovery+ sender fra kl. 16 torsdag-fredag og fra 20.30 lørdag-søndag.
Arnold Palmer Invitational er derimod en kæmpestor turnering, hvor 31 fra Top50 i verden er med, med Jon Rahm i spidsen. Nicolai Højgaard har også i denne uge fået en invitation og kan forhåbentlig levere et bedre resultat end sidste uges missede cut. Banen ligger i hvert fald til en langtslående spiller som ham. Discovery+ sender herfra kl. 20 torsdag-fredag og allerede fra 18.30 i weekenden. Dertil kommer at der er featured groups fra kl. 13 (13.15 i weekenden).
Med så meget tv-golf, må man næsten håbe at vejret bliver rædsomt…
Foto: Getty Images