Torsdag debuterer Nicolai Højgaard på PGA Tour, når han slår ud i eftermiddagens sidste bold til Honda Classic på PGA National i Palm Beach Gardens i Florida.
Nicolai har fået et wild card til turneringen, og skal han gøre sig forhåbninger om at komme med i The Masters Tournament allerede til april, så er 8 mio. dollars turneringen på PGA Tour formentlig sidste udkald. I hvert fald ligger der ingen andre store turneringer på spilleprogrammet den kommende måned, hvor han kan spille sig ind i verdens Top50, som det er nødvendigt.
Honda Classic er det første stop på PGA Tours Florida Swing, og turneringen er ikke helt så stærkt besat som den har været tidligere. Verdens nummer 13, Louis Oosthuizen, er således feltets højest rangerede spiller, og kun 21 spillere i feltet rangerer højere end den 20-årige dansker, som aldrig tidligere har spillet en professionel golfturnering i USA, og kun en enkelt gang har spillet amatørgolf over there.
Sidste uges vinder Joaquin Niemann er med i feltet, det samme er sidste års overbevisende vinder Matt Jones, Brooks Koepka og Rickie Fowler, som tidligere har bevist at de kan komme rundt på banen, der anses som den sværeste par70-bane på PGA Tour. Ikke mindst de tre huller, der udgør The Bear Trap, opkaldt efter banens designer Jack Nicklaus, er udfordrende. Det er hullerne 15., 16. og 17. og de vil helt givet få afgørende betydning når vinderen skal findes. Blandt bookmakernes favoritter er Sungjae Im og Billy Horschel.
Nicolai Højgaard slår ud i sidste bold kl. 19.46 dansk tid fra 1. hul i selskab med den franske rookie Paul Barjon og Chase Seiffert. Fredag er trioen ude i sidste formiddagsbold fra bag9, så tv-tid til danskeren bliver det nok kun til når han forhåbentligt i fin stil har klaret cuttet.
Discovery+ /Eurosport 2 sender live fra kl. 20 både torsdag og fredag, og kl. 19 i weekenden. Thomas Troels Smith og Andreas Hartø kommenterer. Featured groups på Discovery+ allerede fra kl. 12.45.
På Challenge Tour fortsættes samarbejdet med den sydafrikanske Sunshine Tour. Her er seks danskere til start i Jonssons Workwear Open.
Foto: Getty Images