Nedtællingen til Ryder Cup 2023 er for alvor i gang, og i denne uge samles hele det europæiske hold på Wentworth, uden for London.
Samtlige tolv spillere, kaptajn og vice-kaptajner, er nemlig i feltet når årets flagskibsturnering på DP World Tour, BMW PGA Championship, starter på torsdag.
Én af dem, Shane Lowry, er forsvarende mester på Wentworth, og leverede i weekenden sit bedste resultat meget, meget længe da han blev delt treer i Irish Open.
Udover Ryder Cup-aktuelle Nicolai Højgaard og vice-kaptajn Thomas Bjørn, så er også Rasmus Højgaard, Thorbjørn Olesen, Jeff Winther, Søren Kjeldsen, Marcus Helligkilde, Niklas Nørgaard og Oliver Hundebøll inde i turneringen, mens Martin Simonsen i skrivende stund er tredje reserve.
V Sport Golf sender fra kl. 13 alle fire dage fra torsdag.
PGA Tour i gang igen
PGA Tour starter op igen efter en pause med efterårsturneringerne, som er afgørende for hvem, der får fuldt kort til 2024-sæsonen som fra årsskiftet vil følge kalenderåret. Fortinet Championship i Napa Valley i Californien har deltagelse af to Ryder Cup spillere, Justin Thomas og Max Homa, samt kaptajn, Zach Johnson.
Discovery+/Eurosport 2 sender fra midnat natten alle fire dage fra torsdag (natten til fredag) og frem.
Desuden sender Discovery+ fra kvindernes Swiss Open på Ladies European Tour fredag og lørdag fra kl. 15-18 og søndag fra 14. Her er forrige uges vinder Smilla Sønderby igen med, ligesom Nicole Broch Estrup, der blev nummer to i søndags, og Amalie Leth-Nissen. Linette Holmslykke er p.t. første reserve.
Også turneringerne fra Korn Ferry Tour, Nashville Open, og PGA Tour Champions, Sanford International, kan ses på Discovery+.
Foto: Getty Images