Formentlig er årsagen, at Nicolai og Rasmus Højgaard (billedet) nu har spillet så mange uger i træk, at de er fysisk mærket og skal have en uges velfortjent pause. Udsvingene i deres spil i D+D Real Slovak Challenge har i hvert fald været bemærkelsesværdige.
Tag nu Nicolais tredje runde, hvor han spillede hullerne 8-12 i +7, hvorefter der faldt ro på, og han spillede 14-18 i -4. Det ødelagde chancen for en topplacering, men -4 på sidste runde tog ham dog fremad til 39. pladsen i -6.
Rasmus Højgaard var til gengæld stadig et godt bud på en topplacering frem til de sidste tre huller, hvor vejret blev dårligt, og der var tordenafbrud. Afslutningen blev bogey-bogey-dobbeltbogey og alligevel en top-10-placering i -11. Flot, men også ærgerligt.
Nicolai Tinning er ved at kæmpe sig fremad i hierarkiet. Efter at have klaret cuttet trods en snemand gik han tredje runde i -1 og slutrunden i -4 efter at have vendt i -5. Samlet -7 indbragte ham et avancement på 19 placeringer til nr. 29 i -7.