Hero Cup er først og fremmest en opvisnings- og træningsmatch, for potentielle Ryder Cup-spillere. Så hvem, der vinder eller taber betyder næppe alverden – udover en vis portion håneret, som man ikke skal underkende….
Inden søndagens 10 singler, fører holdet fra kontinental Europa med 8,5 point mod Storbritannien & Irlands 6,5 og skal således bruge 4,5 point i singlerne for at vinde matchen.
Nicolai Højgaard har indtil videre udnyttet sin reservetjans for brormand Rasmus ganske flot. Også i lørdagens anden foursome med Francesco Molinari trak danskeren sig sejrrigt ud. Parret besejrede Ewen Ferguson/Richard Mansell 2&1.
Sepp Straka/Thomas Detry fik en fin skalp da de slog Shane Lowry/Tyrrell Hatton med 1 hul, og Victor Perez/Guido Migliozzi besejrede Seamus Power/Robert MacIntyre 2&1. Storbritannien & Irland vandt to matcher; Callum Shinkwin/Matt Wallace med 2&1 over Antoine Rozner/Adrian Meronk og Tommy Fleetwood/Jordan Smith med samme cifre over Thomas Pieters/Alex Noren.
Søndag spilles de 10 singler.
Foto: Getty Images