Nyt klubhus, fantastisk klubliv og en rigtigt underholdende bane kendetegner Kalø Golf Club

Mens de fleste andre danske baner den første weekend i maj afvikler første runde af Danmarksturneringen, er der en helt anden slags aktivitet i Kalø Golf Club på Djursland. Da vi ankommer denne usædvanligt kolde maj morgen er der hektisk aktivitet omkring det flotte og bare tre år gamle klubhus, der troner så smukt på toppen af bakken med en formidabel udsigt over Aarhusbugten – med Kalø slotsruin til den ene side og Aarhus’ havn til den anden.

Mere end 40 medlemmer har siden kl. 9 været i fuldt sving med at bygge fuglehuse og etablere flis belægning på en skrænt ved klubhuset. Flis, vel at mærke, som flere medlemmer samtidig selv fliser af fældede træer bag 2. teested. Der vaskes udendørsmøbler på terrassen, der gøres grundigt rent i de hjørner af klubhuset hvor de normale rengøringsfolk ikke altid kommer og en klat maling bliver der også smurt på, hvor der trænger.

Klubmanager Martin Riemenschneider styrer slagets gang. Han kom til klubben i 2015 i forbindelse med at en kreds af klubbens egne medlemmer købte banen ud af konkursboet i ProArk. I mange år havde Martin været ansat i ProArk, som manager i Hjarbæk, og det var ham bobestyreren beholdt efter konkursen for at holde et øje med alle de berørte baner. Kalø var den sidste af de jyske baner, der blev solgt, og derfor havde Martin til sidst sit ’hovedkvarter’ her. Da handlen var faldet på plads, bad de nye ejere ham om at blive.
De nye ejere tog også initiativ til at forlade det gamle klubhus, der lå 50 meter nede af bakken i forbindelse med en, golfklubben uafhængig restaurant. Det nye klubhus stod færdigt for tre år siden og troner nu overdådigt på toppen af anlægget.

Medlemmer søges
Der er nok en del, der tror, at Kalø Golf Club ligger ‘langt væk’ fra alfarvej, men det tager faktisk blot 12 minutter fra den nordlige del af Aarhus at komme ud til banen, og da jeg efter runden skal tilbage til Sjælland med færgen tager det kun lige omkring 25 minutter fra banen til Aarhus’ havn – inklusive lidt trafikal tummel i midtbyen. Beliggenheden er altså helt perfekt.

I sin storhedstid havde Kalø Golf Club 1100 medlemmer. Det tal er i dag reduceret til godt 700. En del forlod klubben i forbindelse med usikkerheden efter ProArk konkursen, og selvom nogle er vendt tilbage nu, hvor der igen er godt styr på klubben, så er det langt fra alle. Samtidig oplever man en medlemsskare, der bliver stadigt ældre.
”Vi gør meget for at få nye medlemmer, og i denne sæson har vi da også fået 42 nye prøvemedlemmer,” siger Jørgen Elkjær-Nielsen, der er næstformand og ansvarlig for begynderudvalget, og omtaler klubbens ni-hullers Pay & Play bane som et stort aktiv. ”Banen ligger i en dejlig frugtplantage, og jeg tør godt sige, at det er én af landets bedste par 3-baner. Vi har faktisk en årlig match over 27 huller, hvor den indgår i hulforløbet,” siger han.
Det nye klubhus er stort og funktionelt, med en populær restaurant og en formidabel udsigt over Aarhusbugten. Man får det ikke meget bedre.
Klubbens 18 hullers bane er heller ikke helt tosset. Jeg spiller den med chefgreenkeeper Max Brüner, der godt kan være stolt af hvad han og hans meget begrænsede stab udretter på den stærkt kuperede bane, der fremstår i absolut fin stand.

Det var Frederik Dreyer, der i sin tid tegnede banen, i fin overensstemmelse med den smukke natur, der giver visse udfordringer. For det er en meget kuperet bane, og med så mange bakker, opstår også en del blinde slag. Det er for så vidt i orden, men det er selvfølgelig et problem, at man ofte ikke kan se de farer, der skjuler sig bag bakkerne. Allerede på 1. hul – et langt par4 – ligger en stor sø lige foran green, placeret så et blindt lay up er nogenlunde ligeså meget lotteri som et blindt ’gå efter green’. De to næste huller er fair og regulære par5. Langs 4. hul er bygget et stort antal meget indbydende udsigtsvillaer, men ifølge greenkeeper-Max er der ingen af beboerne, der spiller golf i klubben. Det er decideret mærkeligt! 5. og 7. hul er rigtigt gode par3 huller – det sidste ganske kort, men også drilsk på den sjove måde. 9. hul er et kort par4, men andetslaget føles som går det nærmest lodret op mod en svær green.

Er der pænt på for9, så er der særdeles smukt på bag9, der starter med et lækkert par3. Når man står på 12. green har man banens bedste udsigt og klubben planlægger at opstille et lille halfway house og bænke, så man kan holde en kort pause og suge skønheden til sig. 13. hul er et lækkert par4, der slutter inde i en lille lund med træer næsten hele vejen rundt om green. Runden slutter med et op af bakke par3 hul mod det nye klubhus. Det er ikke verdens bedste afslutningshul, men der findes ikke noget alternativ, hvis man stadig vil slutte runden ved klubhuset.
Set som en helhed er Kalø en rigtigt underholdende bane at spille, og en bane, der med garanti bliver sjovere jo bedre man lærer den at kende.
Da vi kommer ind fra runden, er arbejdsholdet nået til sidste punkt på dagsordenen; grillpølser på terrassen, og den gode stemning lader sig ikke skjule. Et godt klubliv er guld værd, og netop hvad angår klubliv er Kalø Golf Club tilsyneladende i en klasse for sig.

Fakta

Kalø Golf Club
Dyrhøjgårdsvej 4, 8410 Rønde. Tlf.: 8637 3605. kontor@kaloegolf.dk. www.kaloegolf.dk.
18 huller, par 72. Længde: 6.031-4.864 meter (4 teesteder; 61, 57, 55 og 49).
9 huller, par3 bane med Pay & Play.
Greenfee: 280-350 kr. (hverdag/weekend). Pay & Play: 150 -175 kr. (mulighed for leje af udstyr).

Faciliteter:
Proshop √ Café √ Udlejning af golfbil √, Par3 bane √, Omklædning/bad √. Overdækket driving range ÷, toilet på banen ÷.

Forrige artikelTyskland er et golfslaraffenland
Næste artikelVestfyns GK får SNAG-bane
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.