I det bakkede midtsjællandske landskab putter Skjoldenæsholm Golf sig idyllisk og fredfyldt langt fra motorveje, elmaster og togskinner. Banerne på 36-hullers anlægget er smukt omkranset af dybe skove og skønne søer. Bagtapetet er det historiske Skjoldenæsholm Gods, som er golfbanens umiddelbare nabo. I Danmark er der ikke mange golfanlæg, der har 36 huller. Et af dem er Skjoldenæsholm, som byder på både Old Course og Robert Trent Jones Jr. banerne.
Den uforstyrrede stemning og storslåede natur gør Skjoldenæsholm til noget særligt, og det har været en vedvirkende faktor til, at Skjoldenæsholm fra i år er blevet optaget i World of Leading Golf. Blandt ”kollegerne” i World of Leading Golf er bl.a. den kommende Ryder Cup bane, Le National i Paris.
Medlemskabet af World of Leading Golf er også en anerkendelse af, at der det seneste år er lagt mange kræfter i at bringe standen på banerne op. Samtidig er der sket væsentlige ændringer på teestederne på banen. Banen giver nu en markant anderledes spilleoplevelse. På alle huller på Robert Trent Jones Jr. banen har man ”rystet posen” og gentænkt og overvejet teestedernes placering. Det har resulteret i, at der er blevet rykket rundt på en del teesteder, og banen giver nu mulighed for at man kan vælge mellem fem forskellige teesteder at spille runden fra. Det giver den enkelte spiller mange flere valgmuligheder, som kan matche den enkeltes niveau bedre. Alle spillere bliver ud fra deres handicap anbefalet hvilket teested de med fordel kan vælge at spille fra. Der er således ikke længere noget ”automatisk” herre- og dame tee, men derimod individuelle muligheder for den enkelte spiller.
Ændringerne er sket på baggrund af tilbagemeldinger fra mange spillere om, at banen har været for svær at spille. På Skjoldenæsholm er filosofien, at det skal være sjovt at spille en golfrunde, og derfor valgte man for et år siden at foretage ændringerne på teestederne. Det er blevet vel modtaget af spillerne på banen, som overvejende melder tilbage, at det er en helt ny oplevelse at spille Robert Trent Jones Jr. banen med de nye teesteder.