US Open er den ultimative test for verdens bedste golfspillere. USGA, der er arrangør af turneringen, sætter en helt særlig ære i at sætte banerne op, så par virkelig har en betydning. Tyk, saftig rough og spejlglatte greens med de vanskeligst mulige pinplaceringer skal nok holde scores nede. Og missionen er klar, man ønsker at den bedste golfspiller vinder mesterskabet.
To danskere griber ud efter trofæet i denne uge på et af USA’s fineste golf resorts, Pinehurst, hvor bane no. 2 er stedets virkelige mesterværk af en golfbane. Nicolaj Højgaard er den ene, Frederik Kjettrup (billedet) den anden. Kjettrup kvalificerede sig i den sidste åbne kvalifikation for et par uger siden. Dengang var han nummer 13 på amatørernes verdensrangliste, men kigger man efter på entrylisten til US Open, så står der ikke noget lille (a) udfor ham. Han er blevet professionel og så kan man jo bare drømme om den ultimative debut.
Kæmpefavorit er naturligvis Scottie Scheffler, og det eneste, der taler bare en lille smule imod ham er vel, at det næsten vil være naturstridigt hvis han vinder igen. Han har fem sejre i år, inkl. The Players og The Masters. Det får selv Tiger Woods gyldne år til at ligne noget helt ordinært.
V Sport Golf sender massivt fra kl. 12.30 til 02.00 torsdag-fredag, fra kl. 18 lørdag og kl. 17 søndag. De to første dage vises golfen også på Viaplay Total og TV3 Sport, og de to sidste dage på Viaplay Total og 3+ (med reklameafbrydelser).
LPGA Tour har både Nanna Koerstz Madsen og Emily Kristine Pedersen i ugens startfelt til Meijer LPGA Classic. De får IKKE selskab af Nelly Korda, hvilket øger sandsynligheden for en dansk triumf med et par hundrede procent. Korda har i denne sæson været endnu mere suveræn end Scottie Scheffler.
Viaplay Total (men ikke V Sport Golf) sender fra kl. 21 torsdag-fredag, fra kl. 22 lørdag og kl. 19 søndag.
Foto: Getty Images