Ugens absolutte højdepunkt er årets første major hos herrerne, PGA Championship på TPC Harding Park i San Francisco.

Turneringen, der skulle have været spillet i maj, blev på grund af corona rykket til første uge i august, og selvom der længe var diskussion om spillestedet – Californien er hårdt ramt af corona – så fastholdt man banen, men der spilles uden tilskuere.

Ingen danskere har kvalificeret sig, så vi må finde på andre at heppe på – måske norske Viktor Hovland eller svenske Henrik Stenson. Adam Scott stiller til start for første gang efter genstarten af PGA Tour, og så er en vis Tiger Woods igen i aktion. Det er naturligvis hele verdenstoppen med sidste uges vinder og nye verdensetter Justin Thomas, Jon Rahm, Rory McIlroy, Webb Simpson, Brooks Koepka (forsvarende mester), Dustin Johnson, Bryson DeChambeau, Patrick Reed og Patrick Cantley. Feltet er uhørt stærkt og vi kan glæde os til at følge turneringen på V Sport Golf med Henrik Knudsen og Leif Nyholm som kommentatorer fra kl. 22 frem til kl. fire om morgenen, og søndag fra kl. 21 og til det sidste putt er slået.

Martin fik plads

European Tour fortsætter sit UK Swing med English Championship fra Hanbury Manor i Hertfordshire, hvor hele otte danskere stiller til start – Martin Leth Simonsen kom tirsdag ind som første reserve, og droppede straks ECCO Touren i Aalborg for at haste til England. Bemærkelsesværdigt er det, at Lee Westwood dropper PGA Championship for at spille med i England, men han vil ikke risikere at rejse til og fra USA i disse tider.

Thorbjørn Olesen, Rasmus og Nicolai Højgaard, Thomas Bjørn, Søren Kjeldsen, Joachim B. Hansen og Benjamin Poke udgør det øvrige danske islæt, og så er Miguel Angel Jimenéz med igen i denne uge, og spiller turnering nummer 708 på European Tour.

V Sport Golf sender fra kl. 12.30 og igen fra 16, torsdag og fredag, og fra 14.30 lørdag og søndag. Michael Lermark og Jesper Kjærbye kommenterer.

Endelig kan man på Viaplay se kvindernes Marathon LPGA Classic fra Ohio torsdag fra kl. 19, fredag fra kl. 22 og i weekenden fra kl. 22. Her er ikke dansk deltagelse.

Foto: Getty Images

Forrige artikelGenforeningsgolf i Tønder
Næste artikelSucces med mixet parmatch
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.