REDIGERET:
The Masters Tournament på Augusta National Golf Club i Georgia er mange golffans’ absolutte yndlingsturnering, og nu er det – endelig – blevet Masters tid igen.
Turneringen blev flyttet fra sin vante termin i april på grund af Covid-19 og til midt i november, og det betyder at Augusta National ser helt anderledes ud end vi er vant til, og der er andre markante forskelle fra normale Masters turneringer og så denne; der er ingen tilskuere. Intet brøl når spillerne slår bolden tæt på – eller i hul – på 16. hul, ingen dybe suk, når et forsøg på at nå 13. eller 15. green i to slag mislykkes og bolden spinner tilbage i Rae’s Creek og drømmen om den grønne jakke brister.
Der spilles heller ingen Par3-turnering onsdag, med gamle ikoner, der hygger sig, og søde børn som caddies i hvide caddie-dragter. Men ellers forventes alt at være ganske som det plejer. Et lille eksklusivt felt på 94 spillere – de samme 94, der var kvalificeret til forårets turnering, og derfor ingen af sommerens turneringsvindere, og desværre ingen danskere.
Men Masters er og bliver Masters, og det er og bliver magisk. Der sendes live på TV3 Sport og Viaplay fra kl. 19-23.30 torsdag til lørdag og allerede fra kl. 16-21 søndag, altså markant tidligere end vi er vant til hvilket skyldes at det bliver tidligere mørkt i Georgia i november end i april. Henrik Knudsen og Leif Nyholm kommenterer.
Tiger og alle de andre
Og hvem er så favoritter? Tja, Tiger Woods er forsvarende mester, og på Augusta er han altid en faktor. Flere læner dog mod hard-hitteren Bryson DeChambeau, der har alle våben til at smadre Augusta National, men får Amen Corner skovlen under ham? Dustin Johnson, Hideki Matsuyama og Brooks Koepka så skarpe ud i Houston i weekenden. Det gjorde Phil Mickelson bestemt ikke, men ligesom med Tiger, så er der noget med Phil og The Masters. Endelig er der de europæiske håb; Rory McIlroy og Jon Rahm, eller hvad med Tommy Fleetwood eller Shane Lowry?
Emily og co. i Saudi
Emily Kristine Pedersen havde ingen god uge på LET i sidste uge, men det blev bedre som ugen skred frem og nu er Ladies European Tour kommet Saudi Arabien, der er vært for Aramco Saudi Ladies International på Royal Greens, der også har lagt græs til herrernes tour. Emily fører ranglisten foran svenske Julia Engström, og med tre turneringer tilbage tæller hvert et point. I Saudi får hun selskab af Linette Holmslykke og Line Toft Hansen, der er kommet ind i turneringen på yderste mandat.
Udover Emily tæller favoritfeltet Solheim-stjernerne Anne van Dam, Anna Nordquist, Georgia Hall og Charley Hull, belgiske Manon de Roey, Julia Engström og så spiller Laura Davies med.
GOLFTV sender torsdag-fredag fra kl. 11.30-14.30, Lørdag fra kl. 10-13 og søndag fra kl. 11-14. Anders Sigdal og Andreas Hartø kommenterer.
Uden for tv-kameraernes rækkevidde spilles der for anden uge i træk Challenge Tour på Novo Sancti Petri i Cadiz med Martin Leth Simonsen, John Axelsen, Martin Ovesen og Niklas Nørgaard Møller i feltet. Turneringen spilles onsdag til lørdag. LPGA har ingen turnering i denne uge.
Foto: Getty Images