Der er på papiret gode odds på at få danskere spillere i fokus i denne uges tv-transmitterede turneringer fra DP World Tour og LPGA Tour.

Ikke færre end 11 danskere er med når DP World Tour genoptager sæsonen i Europa, med ISPS Handa Championship på Infinitum i Tarragona. Et anlæg, der flere gange har lagt græs til finalen på Tourskolen.

Nicolai (i tv-bold med Larrazabal og Weisberger) og Rasmus Højgaard (i tv-bold med Campillo og Perez) er tilbage efter USA-eventyret og er begge blandt de fem højest rangerede i feltet. De øvrige er Marcus Helligkilde, Benjamin Poke (billedet, da han vandt Tourskolen på banen i 2019), Thomas Bjørn, Joachim B. Hansen, Jeff Winther, Thorbjørn Olesen, Niklas Nørgaard Møller, og Lucas Bjerregaard og Søren Kjeldsen (som skal spille sammen de to første dage).

V Sport Golf og Viaplay sender fra kl. 14 hver dag torsdag til søndag.

Nanna tilbage – Nicole ude

I sidste uge fik Nicole Broch Larsen en sjælden start på LPGA, men missede cuttet og hun er igen ude i kulden i DIO Implant LA Open i Los Angeles. Til gengæld er Nanna Koerstz Madsen igen i aktion og jagter førstepladsen på Race to CME Globe, hvor hun stadig er nummer to. Hun skal ude i én af de formodede tv-bolde med den engelske glamourgirl, Charley Hull, og In Gee Chun.

Emily Kristine Pedersen er også i feltet, og skal søge at følge op på sidste uges fine top20 placering.

Jin Young Ko, Patty Tavatanakit , Inbee Park, Danielle Kang og Jessica Korda fører – sammen med Nanna – an i det som vanligt stjernebestrøede felt.

V Sport Golf og Viaplay sender  hver aften/nat fra kl. 00.30 torsdag til søndag.

Makkerbal i New Orleans

PGA Tour er i New Orleans til den årlige Zürich Classic, som spilles for makkerpar med to runder foursome og to runder fourball.

Her er der et par meget attraktive parsammensætninger; de forsvarende mestre Marc Leishmann/Cameron Smith, Patrick Cantley/Xander Schauffele, Sam Burns/Billy Horschel og ikke mindst Viktor Hovland/Collin Morikawa.

Turneringen vises på GOLFTV, Discovery+ og Eurosport torsdag-fredag fra kl. 21.30 og lørdag-søndag fra kl. 19.

Foto: Getty Images

Forrige artikelØnsker du en ny bolig, som ligger tættere på den lokale golfbane?
Næste artikelGod start af Holmslykke
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.